23948sdkhjf
Annonce

Den sidste store byggefest i Dubai

Verdens højeste: Hastværk, billige materialer og manglende finish truer med at slide prestigebygningerne op før tid
ARKBYG I DUBAI: Byggeaktiviteten i Dubai er gået kraftigt ned. Til gengæld er turismen så småt ved at komme op.

Det har den tyske arkitekt Dominic Wanders, bosiddende i Dubai, taget konsekvensen af, og han supplerer nu sit arbejde som rådgiver for overvejende rige private developere med guidede arkitektur-rundvisninger i en verden, der er indbegrebet af overstadig byggelyst og trangen til at leve over evne.

Lørdag mødte 60 danske arkitekter og leverandører til byggebranchen den tyske arkitekt, der fortalte om blandt andet den store nedsmeltning i 2008:

- Pludselig holdt pengene op med at flyde, ingen kunne betale og alt gik i stå, nærmest fra den ene dag til den anden. Vi gik hurtigt fra at have 25 til syv ansatte. Han understreger dog, at der stadig bygges i Dubai.

- 30-40 procent af de byggeprojekter, der sluttede brat med finanskrisen, er i gang igen. Men med langt færre på byggepladserne. Der går nok mange år før vi er tilbage til de 12.000 arbejdere, der beskæftigede sig med opførelsen af Bujr Khalifa, da byggeriet var på sit højeste. Åbningen af verdens højeste bygning i starten af 2010 var samtidigt den sidste store fest hernede, siger han.

Lang vej tilbage

Dubai er selve billedet på "boom and bust", skabertrangen og profitjagten, der nu betyder, at Bujr Khalifa knejser over ørkensandet. Med sine 828 meter har skyskraberen verdensrekorden – i hvert fald indtil Saudi-Arabien omkring 2017 får fuldført Kingdom Tower, der skal slutte på den anden side af 1000 tårnhøje meter.

Den nærmest uundgåelige nedtur betød, at Dubai angiveligt i 2009 var tæt på betalingsstandsning, indtil naboemiratet Abu Dhabi – der i modsætning til Dubai stadig har olie – trådte til som den rige onkel med et gigantlån på 112 mia. kr.

- Jeg har været her i syv år, men var jeg kommet fem år tidligere, havde mit firma nok også fået del i nogle af de helt store projekter, fortæller Dominic Wanders.

Han understreger dog, at byggedrømmene fortsat lever i Dubai, hvor regenten Sheik Mohammed al Maktoum nu lover "finansiel tilbageholdenhed". Lidt ironisk, da det ikke er mange år siden, at billeder af forladte luksusbiler i Dubais lufthavn gik verden rundt, parkeret og efterladt af lykkejægere, der i al hast forlod den ramponerede men ikke synkende skude.

For nok så det slemt ud, og er det stadig for ejendomssalget og kontorbyggeriet, men har man satset på hoteldrift og turisme, er der lys for enden af tunnelen.

Store planer

Det kræver imidlertid, at man – ifølge flere Arkitec-deltagere – begynder at indtænke bedre materialer, bedre design – også indendørs - og en bedre finish i byggerierne, så gulvfliser ikke er vinde og skæve.

Hos de fagfolk, der lørdag var på rundtur til blandt andet den kunstige ø-gruppe Palm Jumeirah, var der bred enighed om, at det hverken var for originalitet eller solidt kvalitetsbyggeri, at Dubai skal hente sine point.

- Meget af det nybyggeri og de skyskrabere, man kommer forbi, er ganske fantasiløst. Og jeg kan godt frygte, at meget af det ser rigtig nedslidt ud om 10 år, siger en Arkitec-deltager John Strandfelt fra Gottlieb Paludan og Public Arkitekter.

Men det bekymrer tilsyneladende ikke de meget ambitiøse byplanlæggere i De Forenede Arabiske Emirater. Masterplanen går nemlig ud på, at rige Abu Dhabi frem mod 2030 skal vokse mere og mere sammen med knap så rige Dubai, så de 80 km mellem de to emirater til sidst kommer til at rumme to millioner flere mennesker end nu - samt ikke færre end fire internationale lufthavne.
Kommenter artiklen
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.084