Unge håndværkere mister dagpengene
De unge håndværkere er overrepræsenteret blandt dem, der falder ud af dagpengesystemet
I Byggefagenes Arbejdsløshedskasse, der har malere og VVSere som medlemmer, har 139 personer mistet deres dagpengeret i årets fire første måneder. Heraf er en tredjedel under 30 år.
- Dermed er de unge stærkt overrepræsenteret i gruppen af personer, der er røget ud af dagpengesystemet. En del af de unge er måske gået direkte fra uddannelse til ledighed, fordi de er blevet færdige med uddannelsen, da krisen rasede værst. Det er uhyggeligt, siger Morten Sloth, leder af Byggefagenes a-kasse.
- Hvis man har gået ledig i et par år lige efter endt uddannelse, og ikke kommer ud og får brugt dine kompetencer, bliver det sværere at komme i job og få foden inden for på arbejdsmarkedet, og derfor er dimittendledigheden selvforstærkende, mener Morten Sloth.
Flest 3Fere ryger ud
I El-fagets Arbejdsløshedskasse har indtil videre 127 elektrikere mistede dagpengeretten. En femtedel er unge under 30 år.
- De to grupper, som er hårdest ramt, er de unge under 30 år og gruppen over 50 år. Sidstnævnte gruppe udgør næsten halvdelen af alle, der har mistet dagpengene. Derimod er den store aldersgruppe mellem 30 og 50 år stærkt underrepræsenteret, siger Jørgen Have Poulsen, leder af El-fagets a-kasse.
Også han vurderer, at mange af de unge, der er røget ud af dagpengesystemet, aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Vi har en forholdsvis lav ledighed, og solcelleeventyret i fjor gav god beskæftigelse, men for en del af de nyuddannede handler det måske om, at de ikke har fået skabt netværk, og jo længere ledighed, jo længere kommer du væk fra jobbene. Det er bare så ærgerligt, at man på den måde smider masser af kvalificeret arbejdskraft væk. Vi ved jo, at der bliver brug for masser af faglært arbejdskraft i en ikke fjern fremtid, så derfor bør der gøres en ekstra indsats for at sikre, at de ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, siger Jørgen Have Poulsen.
I både Byggefagenes og El-fagets a-kasser svarer andelen af personer, der har mistet dagpengene i de fire første måneder i 2013, nogenlunde til de to a-kassers andel af alle forsikrede.
Hårdest ramt er 3Fs a-kasse med næsten 4.800 ledige, der har mistet dagpengeretten. Det svarer til knap 30 procent af de 16.200 personer, der indtil videre er røget ud, mens 3FAs andel af alle dagpengeforsikrede blot er 12,5 procent. Stærkt overrepræsenteret med medlemmer, der er faldet for de nye dagpengeregler, er også Kristelig a-kasse, Teknikernes a-kasse og Fødevareforbundet NNF.
Kortere genoptjening
Der er i a-kasserne tilfredshed med, at regeringen lægger op til en løsning, som sikrer forsørgelsen for de flere tusinde, der har mistet eller står til at miste dagpengene, om end man finder det urimeligt, at a-kassekontingentet sættes op for at finansiere den ny arbejdsmarkedsydelse.
I kassernes brancheorganisation AK-Samvirke beklager man imidlertid, at en nedsættelse af genoptjeningsretten ikke er en del af regeringens udspil.
- Det er helt nødvendigt, at dette løses i de politiske forhandlinger om udspillet, hedder det i en kommentar fra AK-Samvirkes bestyrelse.