Behold livremmen men smid selerne
Brister selerne, så holder livremmen bukserne oppe. Buksernes ejermænd glemmer desværre, at det kan være både snærende, hæmmende og dyrt at gå med både livrem og seler.
I den løbende debat om at udsætte offentlige opgaver for konkurrence vil vi gerne advare mod, at politikere og embedsmænd vælger at gå med både livrem og seler, når offentlige opgaver udsættes for konkurrence. At gå med både livrem og seler koster nemlig penge, som kunne være brugt til velfærd og vækst.
Opgaver, som sendes ud i fri konkurrence, går alt for ofte glip af milliongevinster, fordi kunderne med et fintmasket net af særlige krav og et juridiske bolværk af fodnoter prøver at sikre sig mod ethvert tænkeligt uheld eller fare.
Men udbud bør holdes så enkle og generelle som muligt. Jo mere enkel, gennemskuelig og standardiseret en opgave er for en leverandør, jo bedre og mere attraktivt tilbud kan gives til den kommune eller offentlige myndighed, som sender en opgave i udbud. Intet er gratis og slet ikke særkrav, fodnoter og undtagelser. Særkrav øger tværtimod den økonomiske risiko for leverandøren.
Forstår udbyder og dennes rådgiver derimod markedet, vil de kunne vælge en hensigtsmæssig udbudsform og beskrive let gennemskuelige og relevante betingelser. Opgaven bliver således mere attraktiv for de mulige leverandører. Enhver politiker, embedsmand eller bygherrerådgiver bør derfor nøje overveje, hver gang der ønskes tilføjet betingelser i et udbud, som afviger fra det gængse.
Krav, som skrives ind i et udbud, skal være vigtigt og skabe værdi. Ikke blot tilføjes for en sikkerheds skyld.
Offentlige udbydere kan sikkert finde stribevis af eksempler på, at juridiske livrem og seler er nødvendige. Der er masser af dårlige samarbejder mellem kunde og leverandør. Udbydere, som oplever, at leverandørerne snyder, hvor de kan. Leverandører vil tilsvarende kunne finde kunder, der forsøger at presse leverandøren. Begge dele på grund af unødigt komplicerede betingelser, som gør samarbejdet besværligt. Det juridiske bolværk bliver både årsagen til problemer og en selvopfyldende profeti.
Flyt derfor fokus fra ret, pligt og "plejer" til de elementer, der skaber værdi i processen. Vær proaktive, søg ny viden og kom leverandørerne i møde og lyt til deres erfaringer. Både udbyder og dennes rådgiver bør benytte muligheden for dialog med mulige tilbudsgivere før selve udbuddet.
Følg samtidig op på så mange udbud som muligt med evalueringsmøder med de bydende.
Vis engagement og forfin udbuddene ved at fjerne alt overflødigt indhold fra blandt andet udbudsbetingelser.
Skab gennemskuelighed og ligebehandling, som det er intentionen i de love, man så nidkært søger at følge. Det giver optimal konkurrence og den bedste kvalitet i tilbuddene for udbyderne, leverandørerne og ikke mindst skatteyderne, som slipper for at betale for unødvendige risikopræmier.