23948sdkhjf

Erfarne folk rykker ind hos entreprenør

Klemmensen & Nielsen i Nykøbing F. gennemfører generationsskifte og får folk fra Skou Gruppen som sparringsparterne
Efter nogle hårde år gennemfører entreprenørvirksomheden Klemmensen & Nielsen med base på Lolland-Falster nu et generationsskifte.

Direktør Torben Skab giver rorpinden videre med håb om, at virksomheden vil genvinde sin tidligere styrke. Derfor indtræder også flere erfarne folk fra Skou Gruppen i Hørsholm i ledelsen af selskabet, der har ligget i Nykøbing Falster siden 1945.

Det var Karl Klemmensen og Johannes Nielsen, der etablerede virksomheden tilbage i 1945 – og direktør Torben Skab overtog ledelsen i 1980 efter at have været ansat siden 1969. Nu er det så Torben Skabs tur til at give stafetten videre.

Det sker til Bo Vedel, der er ny direktør og har været ansat i syv år og fungeret som daglig leder i den senere tid. Derfor har han allerede et indgående kendskab til virksomheden, der imidlertid er præget af krisens tag i byggebranchen og en uheldig alliance med det hedengangne Davidsen Partner.

Nye tider, nye tanker

For Torben Skab – der nu takker af som direktør efter 43 år i virksomheden – var det naturligt, at Bo Vedel skulle lede virksomheden fremover.

- Han kender virksomheden, medarbejderne og kunderne, og så er det vigtigt, at han har den lokale tilknytning, siger Torben Skab, som dog også ser gode perspektiver i samarbejdet med Skou Gruppen.

- Samtidig synes jeg, det er vigtigt med indspark udefra. Og jeg tror, der kan komme en god synergi ud af det her samarbejde med Skou Gruppen fra nord.

Bo Vedel får en erfaren sparringspartner i Jesper Ramussen fra Skou Gruppen, der i løbet af en årrække er vokset til en mellemstor aktør med 125 ansatte og en årlig omsætning på over 200 mio. kr.

Hos Klemmensen & Nielsen skal Jesper Ramussen deltage i den daglige ledelse, mens også Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, bliver en aktiv del af firmaet som bestyrelsesmedlem.

Hos Skou Gruppen glæder Jesper Ramussen sig til det nye samarbejde.

- Vi kan heldigvis trække på vores egne mange gode erfaringer med opkøb og videreudvikling af gamle, hæderkronede virksomheder. Det er altid en spændende proces, og jeg er sikker på, at Klemmensen & Nielsen igen vil blive den foretrukne samarbejdspartner for både offentlige og private kunder i Sydsjælland og på Lolland-Falster.

Det er en ydmyg Bo Vedel, der overtager direktørstolen efter Torben Skab.

- Vi har været igennem meget sammen med Klemmensen & Nielsen, men jeg ser frem til at kunne bevise mit værd. Det bliver uden tvivl hårdt arbejde, men også det er vi vant til – og det er det, der skal til, hvis vi skal vokse os store igen, siger Bo Vedel.

Torben Skab vil nu fortsætte med sine andre virksomheder blandt andet inden for transport og udlejning af pavilloner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11