23948sdkhjf

Grønne maskinfolk fletter fingre

To markante maskinleverandører til den grønne sektor finder sammen
- En John Deere. Ja, så gerne! Var det noget med en Verti-Drain samtidig?

John Deere-forhandler Ole Mathiesen MaskinCenter i Hornslet på Djursland vil fremover være leveringsdygtig i både det hidtidige sortiment af grøn-gule maskiner til have, park og vej. Men også i maskineri fra Redexim til vertikalskæring, dybdeluftning, overfladeluftning, topdressing og eftersåning. Samt feje- og sugevogne fra Trilo, store Progressive-rotorklippere til traktormontering og en række andre maskiner til pleje og vedligeholdelse af græs.

Ole Mathiesen MaskinCenter har netop signeret en visionær samarbejdsaftale med Lindholm Maskiner i Vissenbjerg på Fyn. Aftalen medfører, at Ole Mathiesens salgsstab fremover folder produktpaletten voldsomt ud og også byder på Lindholm Maskiners store importprogram.

- Vi har lavet en aftale om, at Ole Mathiesen MaskinCenter også forhandler hele Lindholms store produktprogram til vej, park og have i postnummer-områderne 8000 og 9000. Det vil i praksis sige hele Midt- og Nordjylland. Tillige samarbejder vi om salg til golfbaner i hele Jylland og på Fyn, hvor vi har hele John Deere-forhandlingen af golf-maskiner, fortæller direktør Ole Mathiesen.

Sortiment og kemi

- De to maskinsortimenter passer fantastisk fint sammen. Vi får en langt bredere vifte af maskiner at tilbyde kunderne både inden for have, park og vej samt altså også golf. Vi har så konstateret, at kemien mellem de to firmaer også er helt perfekt, siger Ole Mathiesen.

For brødrene Lasse og Per Lindholm, der sammen står bag Lindholm Maskiner, er aftalen med Ole Mathiesen MaskinCenter ensbetydende med en kraftig forøgelse af salgsindsatsen.

- Vi vil naturligvis også selv fortsat komme i det midt- og nordjyske område, hvor vi har mange faste kunder. Både Per og jeg har hele tiden mange bolde i luften, og det har knebet med muligheden for at komme ordentligt ud til potentielle kunder. Vi har simpelthen manglet timer i døgnet, forklarer direktør Lasse Lindholm.

- For kunderne bliver der tale om godt og vel en fordobling af mulighederne for at komme i kontakt med Lindholm Maskiner i over halvdelen af Jylland. Med Ole Mathiesens salgsorganisation i ryggen kan vi sammen nå rundt til kommuner, boligselskaber, stadions, anlægsgartnere og en række andre kundegrupper både i Midt- og Nordjylland. Både med maskiner til traditionel græspleje og med grejet til kunstgræs både sommer og vinter. Og Lindholm-programmet vil også være med, når Ole Mathiesens folk besøger golfbanerne, forklarer direktør Lasse Lindholm.

Fordel for alle

- I virkeligheden har samarbejdet allerede fungeret uofficielt i et stykke tid, hvor Ole Mathiesen ind imellem har solgt maskiner for Lindholm. Nu har vi bare fået papir på hinanden, siger Lasse Lindholm.

- Det er vanskeligt at sige, hvem der har taget initiativet. Var det hønen eller ægget, der kom først? Men det er helt oplagt, at samarbejdet vil være til fordel for alle parter, vurderer Lindholm-direktøren.

- Ole Mathiesen MaskinCenter får en væsentligt større produktpalette og bliver dermed stærkere og mere interessant for kunderne. Lindholm Maskiner får en stærkere salgsstyrke og mulighed for, at vi kan profilere os meget bredere. Og ikke mindst får kunderne et samlet sortiment af markedets mest markante maskiner til pleje og vedligeholdelse af græs samlet under én hat. De kan fortsat handle med Lindholm Maskiner, men de kan nu også handle Lindholm-produkter gennem deres faste John Deere-leverandør, fastslår Lasse Lindholm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141