23948sdkhjf

Aarhus Å kan nu endelig flyde frit

Nu starter tredje fase af byggeriet af Urban Mediaspace Aarhus, og det betyder blandt andet, at man i dag tager fat på frilægningen af det sidste stykke af Aarhus Å
Arbejdet med frilægning af Aarhus Å blev sat i gang efter en principbeslutning i Aarhus Byråd helt tilbage i 1989.

Nu begynder sidste etape af det – i flere omgange – prisbelønnede byfornyelsesprojekt, der i de senere år i høj grad har bidraget til midtbyens unikke bymiljø.

I forbindelse med frilægningen af det sidste stykke af åen nedlægges Åboulevarden på strækningen mellem Mindebrogade og Havnegade/Dynkarken.

Dermed mister Åboulevarden endegyldigt sin tidligere funktion som hovedfærdselsåre til Aarhus Havn – en funktion som Marselis Boulevard nu har overtaget, så den tunge erhvervstrafik ikke længere skal tværs igennem midtbyen.

Å i ubrudt linje

Arbejdet med frilægning af åen varer frem til efteråret 2015. Herefter løber åen igen i en åben, ubrudt linje gennem midtbyen og ud i havnebassinet. Sammen med etableringen af de nye pladser omkring Dokk1 skal frilægningen af åen være med til at styrke samspillet mellem byen, havnen og bugten.

Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue varetager indretningen af byrummet langs den sidste del af åen og sikrer, at materialerne har det rette samspil hele vejen til åens udløb i havnen, lyder det i en pressemeddelelse fra Realdania.

På den måde forlænges det særlige miljø omkring åen fra midtbyen til det nye havnebyrum.

I forbindelse med åens frilægning etablerer parterne i byggeriet også et stort pumpe- og sluseanlæg, der skal forbedre beskyttelsen af Aarhus midtby mod oversvømmelser fra havet.

Foruden frilægning og pumpeanlæg arbejder kommunen, Realdania og Realdania Byg i perioden fra marts 2013 og et år frem med disse aktiviteter i byggeriet:

Ÿ Resterende vejarbejder i projektet (omlægning af Kystvejen, Skolebakken, Skolegyde, Havnegade, Åboulevarden og Mindet)

Ÿ Opførelse af råhuset til Dokk1

Ÿ Opførelse af bastion og adgangstrapper

Ÿ Belægninger under og omkring bygningen

Ÿ Indvendige arbejder i bygningen

Ÿ Montering af det automatiske p-anlæg

Ÿ Etablering af nye kajkanter

Realdania og Realdania Byg bidrager med cirka 750 mio. kroner til projektet. Bidraget består dels i en investering i et innovativt parkeringsanlæg med plads til 1.000 biler, dels i tilskud til udviklingen af et spændende og levende havnebyrum.

Urban Mediaspace Aarhus

.. omfatter blandt andet opførelse af Dokk1, nye havnepladser, klimasikring af midtbyen samt frilægning af den sidste del af Aarhus Å.

Dokk1 bliver Aarhus’ nye hovedbibliotek og skal indeholde en række andre funktioner, blandt andet Borgerservice og multisal.

Havnepladserne og resten af projektet står færdigt ved udgangen af 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094