23948sdkhjf

De små klarer sig bedst

Branche-rangliste for 2011 viser, at store danske rådgivervirksomheder går lidt tilbage i international sammenhæng
På den årlige rangliste over rådgivende ingeniørvirksomheder i Europa går de største danske rådgivere et par pladser tilbage, mens de mellemstore virksomheder går frem.

Det siger en ny rapport, Sector Review 2011 fra Svensk Teknik och Design, udarbejdet i samarbejde med Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).

Årsagerne er henholdsvis hård international konkurrence og givtige danske nicheforretninger, mener FRI.

Sector Review 2011 samler de rådgivende ingeniørvirksomheders regnskaber for 2010, og her må de største danske rådgivere i år se sig overhalet af deres europæiske konkurrenter.

- Det er tankevækkende og noget overraskende for mig, fordi de store danske rådgivere faktisk har præsteret pæne vækstrater inde for både eksport og omsætning i udenlandske datterselskaber i de seneste år – men de internationale kolleger gør det altså bedre, udtaler Henrik Garver, direktør i FRI.

Overraskende

- Det er lidt overraskende, fordi de store virksomheder som for eksempel Cowi og Rambøll tilsyneladende har gjort en masse rigtige ting i forhold til internationalisering af deres virksomheder, siger Henrik Garver til Licitationen.

Han fortsætter:

- At de mindre virksomheder klarer sig godt, er mindre overraskende. De initiativer, som den forrige regering satte i gang, og som den nuværende fortsætter, inden for energiområde, infrastruktur og indenfor specialiseret byggeri, er nu ved at sætte spor. Ikke mindst på sygehuseområdet, der er en enorm dansk satsning lige nu, og som trækker pæne omsætninger,

Henrik Garver mener, at de lidt lunkne resultater for de større virksomheder dels skyldes, at krisen har bidt sig fast, dels at det er kompliceret at drive international virksomhed fra Danmark.

- Vi må konstatere, at de store danske rådgivere, der arbejder internationalt, ikke kan matche resultaterne hos deres europæiske kolleger. Vi vurderer, at det ikke så meget skyldes virksomhedernes præstationer som de vilkår, de driver forretning under, siger han.

Skarp konkurrence

Der er brug for at få justeret de danske forretningsvilkår, så danske virksomheders internationale konkurrenceevne styrkes, og så det bliver attraktivt at drive forretning med udgangspunkt i Danmark, mener FRI.

- Rådgivende ingeniører er en international branche i skarp international konkurrence. Derfor betyder det noget, når vi ikke har samme vilkår som vores internationale konkurrenter, siger Henrik Garver og tilføjer:

Og der er flere oplagte muligheder, som regeringen kan tage fat på, mener han.

- For det første bør man gøre det lettere at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere i Danmark. For det andet bør man se på skatten herhjemme og sambeskatningsaftaler i forhold til udlandet. Og for det tredje bør man øge udbuddet af offentlige opgaver. Ved at private leverandører løser opgaver i den offentlige sektor frigøres milliarder af skattekroner, og samtidig styrkes erhvervslivets eksportmuligheder, idet virksomhederne kan få referenceprojekterne til at hente eksportkroner og international omsætning hjem til Danmark, siger Henrik Garver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156