23948sdkhjf

Kraftvarmeværk stiller om

Trekantområdet skal fremover have varmen fra træflis i stedet for naturgas, når Skærbækværket omstilles
Skærbækværket, der er et af Danmarks største kraftværker, stiller om fra naturgas til træflis.

Omlægningen, der investeringsmæssigt bliver den hidtil største af sin art herhjemme, betyder, at forbrugerne i området kan se frem til en lavere varmeregning, fordi træflis er billigere til varmeproduktion end fossile brændsler.

Skærbækværket, der ligger på norsiden af Kolding Fjord, har en kapacitet på 390 MW el og 450 MJ/s varme. Efter ombygning vil det også kunne levere el og 320 MJ/s fjernvarme baseret på flis.

Samtidig indebærer ombygningen en stor klimagevinst, fordi flis kommer fra træer, der optager ligeså meget CO2 i deres levetid, som de frigiver under forrådnelse eller afbrænding i kraftvarmeværker.

Svenske erfaringer

Udskiftningen af naturgas med træflis på Skærbækværket bidrager dermed til, at Danmark kan indfri det politiske mål om at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 34 procent i 2020. Det anslås, at omstillingen til biomasse på det jyske værk giver en reduktion i udledningen af CO2 med cirka 400.000 ton om året.

Et team af 50 eksperter fra Grontmij i Danmark og Sverige skal under dansk ledelse rådgive Dong Energy undervejs.

De danske rådgivere skal fortrinsvis arbejde med bygningerne, mens Grontmij i Sverige især står for maskindelen. Det gør de på baggrund af bred erfaring med lignende projekter i Sverige.

- Det er en betydningsfuld omstilling for lokalområdet, og Grontmij er glade for at kunne bidrage til Dong Energys strategi, hvor centrale danske kraftværker går fra fossile brændstoffer til biomasse, siger Jørgen Smedegaard, der er projektleder hos den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij.

Nye dampkedler

Det flisfyrede projekt er et såkaldt add-on anlæg. Det betyder, at der bygges nye dampkedler til træflisen, mens den eksisterende dampturbine og gaskedel bevares.

Hensigten er, at turbinen for fremtiden skal kunne drives af primært damp fra træfliskedlerne, men den vil også kunne drives af damp fra naturgas, hvilket giver en endnu højere forsyningssikkerhed.

Ombygningen af Skærbækværket omfatter også etablering af et flislager, nye kraner, samt udbygning af havnefaciliteterne. Det første spadestik er netop taget, og det forventes, at Skærbækværket kan levere varme produceret på træflis senest i varmesæsonen 2017-18.

Hele ombygningen kræver en investering på cirka 1,8 mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109