23948sdkhjf

Messegæster og regn i stride strømme

Kirkegårdsmessen rundede 1.000 gæster og satte ny rekord – også i antal udstillere
Udendørs udstilling i en regnfuld periode. Åbenlyst ikke det største problem, når gæsterne er gravere og andre kirkegårdsfolk fra det meste af landet. Regnen kom periodevis over Kirkegårdsmessen ved Lødderup Kirke på Mors. Når den kom, var det i stride strømme. Men det gjorde gæsterne også, og graverne er vant til løjerligt vejr. Så når regnen kommer, går man i læ og venter lidt – eller går videre og bliver våd.

Selv om besøgstallet rundede 1000 kirke- og kirkegårdsansatte, var der masser af muligheder for læ. Kirkegårdsmessen anno 2014 satte nemlig også rekord i antallet af udstillere. Og ganske mange af dem havde medbragt udstillingstelte og –pavilloner.

Det var sjette gang, der blev kaldt til udstilling af maskiner, granit og stenprodukter, planter og alskens kirke-effekter ved Lødderup Kirke nogle kilometer vest for Nykøbing. På ny med kirkens graver og kirketjener, Kaj Emil Pedersen som primus motor og med Ena Fuglsang og Jørgen Toft til at fuldende det trekløver, der kalder sig selv "messe-amatører".

Kommer selv

- Vi arrangerer Kirkegårdsmessen, fordi der er brug for den, og fordi vi kan lide det. Det er jo et non-profit arrangement, og selvfølgelig går der rigtig mange fritimer med det. Men når man så ser omkring 60 udstillere stille deres stande op, og 1000 gæster kommer fra mange dele af landet, så får man friske kræfter, siger Kaj Emil Pedersen.

- Vi må have ramt et eller andet rigtigt. Jeg véd, at andre udstillingsarrangører arbejder ganske meget for at komme i kontakt med udstiller-emner. Her hos os har en tredjedel af udstillerne selv henvendt sig for at være med, siger Lødderup-graveren.

Hvert andet år

Den første udgave af Kirkegårdsmessen blev afviklet i 2005 med en snes udstillere. Den anden messe to år senere havde omkring 40 udstillere. Derefter gik der kun et enkelt år, før Kaj Emil Pedersen og hans kolleger riggede arealerne ved Lødderup Kirke til igen og bød til den tredje messe i 2008. Siden har Kirkegårdsmessen været holdt hvert andet år.

- Den store, grønne udstilling Have & Landskab i Slagelse holdes jo i de ulige år. Den skal vi ikke forsøge at konkurrere med. Samtidig har vi som kirke- og kirkegårdsansatte og glade amatører ikke overskud til mere. Det er også mit indtryk, at både udstillere og besøgende mener, at en Kirkegårdsmesse hvert andet år er passende, siger Kaj Emil Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109