23948sdkhjf

Nye vejledninger på vej om stålfiberbeton

Siden 2010 har et særligt konsortium arbejdet hen imod nye værktøjer for brugen af stålfiberbeton.
Et særligt stålfiberbeton-konsortium har siden opstart i 2010 og frem til afslutningen i 2013 opnået en række spændende resultater.

Nu er Stålfiberbeton-konsortiet klar til at præsentere en designvejledning, en udførelsesvejledning og et simuleringsværktøj. Tilsammen giver værktøjerne rådgivere og entreprenører den viden, som er nødvendig for at anvende stålfiberbeton og dermed erstatte en del af den traditionelle armering, som både er dyr og arbejdsmæssig tung. Samtidig er der besparelser at hente både økonomisk, CO2- og arbejdsmiljømæssigt.

De værktøjer har branchen efterspurgt, og Stålfiberbeton-konsortiet blev til på baggrund af henvendelser fra rådgivere, som manglede værktøjer til beregninger for stålfiberbeton, og entreprenørbranchen som ønskede at udnytte mulighederne med stålfiberbeton.

- Beskeden fra rådgiverne var, at de gerne ville have mulighed for at anvende stålfiberbeton til bærende konstruktioner, men der var ingen regler for, hvordan man skal regne på det, hvilket er en barriere for udbredelsen af stålfiberarmerede betonkonstruktioner. Det betyder ikke, at det ikke er blevet brugt, men det har mest været i særlige tilfælde og oftest i udlandet, for eksempel til tunneler i Tyskland. Tyskerne har været nogle af de førende på området, og det er også deres vejledning, vi har taget udgangspunkt i og udbygget til også at omfatte stålfiberarmeret selvkompakterende beton, siger Lars Nyholm Thrane fra Teknologisk Institut, som er projektleder for Stålfiberbeton-konsortiet.

Nye muligheder

Faktisk har Stålfiberbeton-konsortiet haft fokus på netop selvkompakterende beton. Og resultatet af projektet er, at det nu er muligt at lave beregningerne med selvkompakterende beton, og dermed har branchen fået værktøjer, som giver nye muligheder.

- I vejledningen fokuserer vi på det, der hedder fiberorientering, forklarer Lars Nyholm Thrane og uddyber:

- Hvis fibrene ligger tilfældigt, er der samme styrke i alle retninger – men hvis vi lægger fibrene i en bestemt retning, er det muligt at få stor styrke i en bestemt retning, og det kan reducere mængden af stålfibre. Kort sagt er det muligt at udnytte stålfibrene bedre på den måde.

Fra udvikling til implementering

Det er lykkedes for Stålfiberbeton-konsortiet at udvikle både ny teknologi og de værktøjer, som gør det muligt for branchen at bruge stålfiberarmeret beton. Næste skridt er at få implementeret både teknologi og værktøjer i branchen, og det er et af de emner, som kommer i fokus på en særlig afslutningskonference den 9. januar 2014.

Formanden for Stålfiberbeton-konsortiets styregruppe og Sektionsdirektør i MT Højgaard, Lars Gredsted, har været med hele vejen gennem projektet, og han er glad for de resultater, som er opnået, men er også klar over at næste skridt er vigtigt.

- Udfordringen er nu, at resultaterne skal ud og arbejde i branchen – for uden implementering i den virkelige verden, er udviklingen sket forgæves. Derfor har vi valgt, at vi på afslutningskonferencen også sætter fokus på de udfordringer, der kan være, når ny teknologi skal implementeres, siger Lars Gredsted.

Og netop implementeringen af både designvejledning og udførelsesvejledning er essentielt. For hvis udførelsen ikke følger designvejledningen, forsvinder forudsætningerne for beregningerne, og så opstår der problemer.

- Design- og udførelsesvejledningerne er målrettet entreprenørerne og rådgiverne. Vejledningerne adskiller sig fra alt, hvad vi tidligere har lavet, fordi der er et meget kraftigt link mellem udførelse og design. Vælger entreprenøren at støbe på en anden måde end den, som forudsætningerne for beregningerne er lavet efter, så er der pludselig ikke længere styr på beregningerne, forklarer Lars Nyholm Thrane.

Alle parter i byggeriet

På konferencen, som henvender sig til alle byggeriets parter, er formiddagens fokus på visioner og udfordringer for anvendelse af ny teknologi i den danske byggebranche. Bygherrer, arkitekter og myndigheder præsenterer deres holdninger og synspunkter til implementering af ny teknologi i den danske byggebranche og som deltager kan man blandt andet få svar på, hvad der skal til for at implementere ny teknologi, hvor de store udfordringer er, og hvordan ny teknologi hurtigere og nemmere bliver implementeret.

Herefter er perspektiverne for anvendelse af stålfiberbeton og potentialet og udfordringerne ved anvendelsen på dagsorden, bl.a. med indlæg fra byggeriets aktører med deres synspunkter og holdninger til, hvordan vi sikrer, at stålfiberbeton, både som traditionel beton og selvkompakterende beton, bliver taget i anvendelse. Samt hvilke muligheder og udfordringer der er i forbindelse med udbudsformer, kontraktformer og ansvarsfordeling.

Som afslutning på konferencen præsenteres de resultater, som Konsortiet er kommet frem til.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11