23948sdkhjf

Amagerforbrændingen nægter at overgive sig

Trods politisk beslutning fra flertals-ejer vil bestyrelse stadig ikke ændre et komma
Trods et flertal i Borgerrepræsentationen i København i torsdags gav bestyrelsen på Amagerforbrænding en ordentlig begmand og sendte deres anlægsforslag til fire mia. kroner tilbage til tegnebordet, nægter flertallet i bestyrelsen stadig at ændre noget som helst i oplægget.

Et flertal i bestyrelsen fastholder deres forslag, selv om deres største ejer og flertalsaktionær Københavns Kommune siger nej.

- Vi har med beklagelse konstateret, at det politiske flertal i Borgerrepræsentationen afviser en lånegaranti. Det betyder, at en af de mest gennemtænkte og bedste affaldshåndteringsprojekter i verden nu er sat på pause. Men vi mener stadig, at der er regnet alt det, der skal, på dette projekt. Og et flertal i bestyrelsen bakker op bag, at der ikke skal undersøges mere. Derfor ser det ud til, at vi må vente på udvikling andet sted fra, siger formand for bestyrelsen, Mogens Lønborg (K), til Licitationen.

Allerede i udbud

Projektet har været mange år undervejs, og Amagerforbrændingen har allerede valgt ovn-leverandøren Babcock & Wilcox Vølund til det kommende projektet, og i øjeblikket kører entreprise-udbuddet.

Men uden politisk lånegaranti kan projektet ikke skydes i gang, og de valgte firmaer må vente med at åbne champagnen.

Og det ser ud til, at den kommer til at ligge på køl i lang tid.

Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal (S) fastholder i en mail over for Licitationen, at hun ønsker nye beregninger.

- Jeg vil have en businesscase på et mindre forbrændingsanlæg kombineret med øget genanvendelse. Den businesscase skal være lige så grundig, som den vi har fået på et stort anlæg til forbrænding. Vi skal have muligheden for at sammenligne økonomi, miljø og klima i de to meget forskellige tilgange til håndtering af affald.

Men det vil bestyrelsen ikke bede Amagerforbrænding om at gå i gang med.

Mogens Lønborg siger i stedet til Licitationen, at de nu vil vente på en melding fra regeringen, omkring hvilke affaldshåndteringsmetoder, der skal satses på i fremtiden.

- Denne sag er blevet så politisk kompleks, blandt andet fordi de lokale politikere åbenbart reagerer efter nogle meldinger, der er kommet på landsplan. Og så bliver vi jo nødt til at vente på, at der kommer nogle retningslinjer centralt fra, siger Mogens Lønborg.

Sagen kommer i øvrigt under alle omstændigheder op i Folketinget, da Martin Geertsen fra Venstre har stillet en række spørgsmål til flere ministerier om sagen.

Tilfreds borgmester

Og den udvikling er den lokale Teknik- og Miljøborgmester åbenbart tilfreds med.

I en mail til Licitationen, skriver Ayfer Baykal:

- Jeg kan forstå, at Amagerforbrændingens formand til flere medier har sagt, at selskabet vil vente og tage bestik af miljøministerens nye ressourcestrategi. Det er nøjagtig, hvad vi har bedt Amagerforbrændingen om at gøre. Vi har en forventning om, at miljøministerens ressourcestrategi vil forpligtige kommunerne til øget genanvendelse af affald. I den situation kan vi ikke give grønt lys til et anlæg med en større kapacitet til forbrænding.

Så alt i alt ser det ud til at det ambitiøse projekt på Holmen i København kommer til at vente lang tid på en afgørelse, da der ikke bliver besluttet noget lokalt i København, før landets miljøminister Ida Auken (SF) har konkretiseret nogle retningslinjer på affaldsområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094