23948sdkhjf

Politikere kræver ansvar placeret i stor skattesag

Politikere fra flere partier undrer sig over, at skatteskandale har fået lov til at udvikle sig så voldsomt, at 25.000-30.000 sager skal genoptages
Skandalen i Skat, hvor der på grund af ulovlig sagsbehandling skal gennemgås 25.000-30.000 sager 10 år bagud, vækker opsigt på Christiansborg.

- Jeg er enig med professor Ole Bjørn i, at sagen er en skandale. Skattemyndighederne har tilsyneladende været vidende om, at man ikke har handlet på lovlig grund. Alligevel fortsætter man i 10 år. Det er simpelthen for dårligt, siger Liberal Alliances skattepolitiske ordfører, Ole Birk Olesen.

Han vil have at vide, hvem der er ansvarlig for den ulovlige sagsbehandling og vil derfor rette spørgsmål i sagen til skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

- Vedkommende skal have en alvorlig reprimande eller afskediges, så der statueres et eksempel, siger Ole Birk Olesen.

Arbejdsbyrde

Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti kalder sagen "uheldig for borgernes "retssikkerhed", at så mange mennesker har fået afvist deres sager rent administrativt.

- Jeg er til gengæld glad for, at Skat tager sagerne op, efter at man har fundet ud af at have begået en fejl. Men jeg er spændt på, hvordan Skat vil håndtere den store arbejdsbyrde at skulle gå så mange sager igennem. Det tager trods alt nogle årsværk. I forvejen mener de at have for få ressourcer. Det er vi nødt til at bore i, siger Dennis Flydtkjær.

Ret fejlene

Venstres skattepolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen, der også er medlem af Skatterådet, mener, at sagen er "problematisk":

- Vi kan aldrig sige os helt fri for at begå fejl, men så skal man sørge for at rette op på fejlene hurtigst muligt. Vi har haft en del af sagerne oppe i Skatterådet, og der har vi lukket mange af sagerne. Derfor er det overraskende, at der fortsat ligger så mange sager, siger Torsten Schack Pedersen.

Helt grotesk

De Konservatives tidligere erhvervs- og justitsminister Brian Mikkelsen, der nu er skattepolitisk ordfører, er rystet over sagen.

- Det er hul i hovedet og helt grotesk. Sagen viser, at vi har et problem med skattemyndighederne, og det skal der rettes op på med det samme. Den slags fejl må ikke forekomme. Skat har trampet på de ramte borgere, der har fået en dårlig behandling, siger Brian Mikkelsen

Frank Aaen fra Enhedslisten betoner, at skandalen virker til at have udviklet sig under den tidligere regering, og at man nu prøver at finde en løsning.

- At der nu skal gennemgås så mange sager, er prisen for, at der ikke er skredet ind i tide med at sikre en afklaring af lovgivningens konsekvenser. Det er bekymrende, at der har været åbenlys tvivl om lovgrundlaget, uden at de skiftende skatteministre, som jeg går ud fra, har været orienteret, har grebet ind, siger Frank Aaen, der er spændt på at se, hvad konsekvensen bliver af de mange genoptagne sager.

Ingen kommentarer

Licitationen har også forsøgt at få kommentarer fra regeringspartiernes skattepolitiske ordførere, men socialdemokraten Thomas Jensen vendte ikke tilbage inden deadline.

Nadeem Farooq fra De Radikale henviste til skatteminister Holger K. Nielsen, og Holger K. Nielsens pressesekretær henviste til Skat.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083