23948sdkhjf
Annonce

Klimaminister vil ikke afskaffe solcelletilskud

Forvirring om solcellestrategi. Venstre og Enhedslisten efterlyser i fælles samråd en solcellestrategi
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (RV)afviser over for Licitationen, at der er planer om et indgreb i forhold til de eksisterende regler for solcelleenergi allerede i denne uge:

- Det kommer ikke i denne uge, mig bekendt, siger ministeren, der også undrer sig over påstandene om, at solcelleindgrebet bliver dyrt i form af tabte arbejdspladser:

- Jeg er stærkt inponeret over alle de tal, der er fremkommet. Jeg har ikke fremsat noget forslag. Alle påstår, at jeg vil afskaffe tilskuddet til solceller. Det vil jeg ikke. Men jeg vil justere den nuværende ordning, eftersom solcellerne er faldet i pris. Der vil stadig være støtte til solceller i Danmark. Solceller er en stor succes. Det skal solceller vedblive at være, siger ministeren, der selv i sommer har fået installeret et solcelleanlæg i sin privatbolig, dog ikke i maksimalstørrelsen.

I øst og vest

Ifølge Venstres energipolitiske ordfører, Lars Christian Lilleholt, udtaler ministeren sig i "øst og vest og skaber derved "total forvirring":

- Både forbrugerne og branchen fortjener klar besked om, hvad der skal ske med ordningen. Venstre og Enhedslisten går nu sammen om at efterlyse en klar strategi på området og kalder derfor klimaministeren i samråd forklarer Lars Christian Lilleholt.

Han slår fast, at Danmark er i gang med en omfattende omstilling til grøn økonomi, og derfor undres han over, at ministeren ikke har sagt noget om en samlet strategi for solceller i Danmark:

- Vi vil simpelthen have klarhed over, hvad regeringen vil, siger Venstres energipolitiske ordfører.

Grøn omstilling

Boomet i solcellebranchen vidner ifølge Enhedslistens energi- og klimapolitiske ordfører, Per Clausen, om, at danskerne tager personligt ansvar for den grønne omstilling:

- Det er muligt, vi skal ændre reglerne for støtte til solceller, men vi skal holde fast i muligheden for, at den enkelte dansker skal kunne gøre en indsats, der gør en forskel. Vi skal inddrage udbygningen af solenergien i den samlede energistrategi og sikre, at der bliver bedre muligheder for kollektive løsninger, siger Per Clausen.

Nettomålerordningen har gjort det attraktivt for private boligejere at opsætte solcelleanlæg og dermed bidrage til den grønne omstilling. Staten mister dog penge i form af afgifter, og det vil regeringen nu ændre på.

Nettomålerordningen gælder for private solcelleanlæg med en effekt på op til 6 kW. Ordningen gør, at solstrøm modregnes 100 procent i elforbruget.

3.000 anlæg

I 2010 og 2011 blev der opstillet omkring 3.000 solcelleanlæg i Danmark. I 2012 forventes det, at der vil blive solgt knap 30.000 solcelleanlæg i Danmark.

Der ydes ikke tilskud til opsætning af solcelleanlæg i form af anlægsstøtte, men der ydes tilskud til den elektricitet, som solcelleanlæg producerer.

To hovedmodeller

Der er to hovedmodeller for afregning af solcellestrøm:

- Nettoafregning, der betyder, at man kun afregner den del af elproduktionen, der netto leveres til nettet enten opgjort en gang om året eller på timebasis. Den elproduktion, der ikke aftages af solcelleejeren og netto leveres til det kollektive elforsyningsnet, afregnes til 60 øre/kWh de første 10 og 40 øre/kWh de efterfølgende 10 år. Den installerede effekt for anlægget må ikke overstige 6 kW pr. husstand eller 6 kW pr. 100 kvadratmeter i anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse.

- Anlæg, der ikke opfylder betingelserne til nettoafregning, kan opnå fast afregning på 60 øre/kWh de første 10 år og 40 øre/kWh de efterfølgende 10 år for hele anlæggets elproduktion.
Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.078