Mange sikkerhedspåbud på metroen
Arbejdstilsynet har indtil videre afgivet 446 reaktioner til aktører på metrobyggeriet
Sådan lyder Arbejdstilsynets vurdering i forbindelse med en opgørelse over Arbejdstilsynets indsats på Cityringens arbejdspladser.
I alt har Arbejdstilsynet siden 2011 givet 446 forbud, strakspåbud og påbud til forskellige aktører på metroprojektet. Antallet af reaktioner har været støt stigende siden 2011, og alene i de første syv måneder i år har Arbejdstilsynet afgivet 209 reaktioner.
Tallene fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Det er Enhedslistens social dumping-ordfører Finn Sørensen, der har bedt om en redegørelse for indsatsen for arbejdsmiljøet på metroprojektet og en sammenligning med andre store byggerier som for eksempel DR-Byen og Øresundsbroen.
Af en udtalelse fra Arbejdstilsynet til beskæftigelsesministerens svar fremgår, at Arbejdstilsynet ikke har mulighed for at sammenligne frekvensen af alvorlige ulykker på specifikke byggerier.
43 sager med tiltale
Arbejdstilsynet oplyser, at der per 24. juli i år i alt er givet 446 reaktioner til metroentreprenører. Heraf er de 12 forbud, 385 strakspåbud og 49 påbud.
Arbejdstilsynet har i 43 sager bedt politiet rejse tiltale for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. 10 af sagerne er afsluttet med virksomhedernes accept af en bøde.
Arbejdstilsynet noterer i sin udtalelse, at man har fulgt metrobyggeriet tæt i hele processen og løbende har skruet op for indsatsen. Fra maj i år arbejder fem personer på fuld tid på metroprojektet.
Metrobyggeriet er et stort og komplekst byggeri, som omfatter mange aktører, hvilket øger riskioen for arbejdsmiljøproblemer. Det er samtidig Arbejdstilsynets vurdering, at man på metrobyggeriet ikke har prioriteret arbejdsmiljøarbejdet tilstrækkeligt højt, især i forhold til koordinering og planlægning af arbejdet. Det kan være en af forklaringerne på det høje antal arbejdsulykker", hedder det.
Mette Frederiksen kalder det i svaret uacceptabelt, at projektet har så vedvarende og alvorlige problemer med arbejdsmiljøet".