Anlægsnyt
TRAPPE - JELLING: I løbet af juni forventes den farlige trappe på Nordhøjen i Jelling at blive renoveret. Det skriver Fredericia Dagblad.
Kulturstyrelsen er undtagelsesvist gået med til at betale halvdelen af udgifterne, som ligger på omkring 424.000 kroner. Penge skal bruges blandt andet til at sende de omkring 50 granittrappetrin til stokhugning på et stenhuggeri. Det gør trædefladen ru, Grunden til, at trappen har været farlig tidligere, er, at trinene var glatte og ujævne. Det har medført flere uheld på trappen.
NEDRIVNING - FREDERICIA: Det har ikke været muligt at finde købere til det store Voss-fabrikskompleks i Fredericia. Derfor har Electroloux bestyrelse besluttet, at de forfaldne bygninger skal rives ned. Det skriver Fredericia Dagblad. Håbet er, at arealet kan sælges, når fabriksbygningerne er væk.
Det drejer sig om 16 bygninger fordelt på en 22.000 kvm stor hjørnegrund. En af bygningerne - den oprindelige fabrik fra 1899 - er bevaringsværdig, men de øvrige bygninger, som er opført i perioden fra 1941 til 1976, skal rives ned i forbindelse med omdannelsen af arealet. Lige nu er Electroloux i gang med at finde en rådgiver, der skal bistå med at få de nødvendige tilladelse samt regne på hele nedrivningsprojektet. Man håber på, at rådgiveren kan være klar med en plan efter sommerferien, så den fysiske nedrivning kan gå i gang til efteråret.
REGION MIDTJYLLAND
LAG - IKAST: Byrådet i Ikast-Brande Kommune har for nylig besluttet at frigive den ene mio. kroner, der er sat af i budgettet i tilskud til Landdistriktgruppen LAG, skriver Midtjyllands Avis.
Pengene er frigivet, så der også i år kan sættes gang i udviklingsprojekter i landdistrikterne.
Den ene mio. kroner, der er sat af til lokal udvikling, deles op i to puljer. LAG Ikast-Brande får 750.000 kroner, mens den anden pulje på 250.000 kroner forbliver i kommunalt regi, men med LAG Ikast-Brande som høringspart.