Pres fra udlændinge holder lønnen nede
Beskeden lønudvikling i bygge- og anlægsbranchen det seneste år
Sådan lyder vurderingen både hos lønmodtagere og arbejdsgivere i bygge- og anlægsbranchen.
Det seneste år er lønnen for de timelønnede i byggeriet blot steget med 0,8 procent. Det fremgår af DAs netop offentliggjorte lønstatistik for første kvartal. Funktionærerne i byggeriet havde i samme periode en lønudvikling på 1,7 procent. Begge grupper har reallønsfremgang, om end meget beskeden for de timelønnede, idet inflationen i perioden var 0,6 procent. Under ét har byggeriet oplevet en lønudvikling på 1,0 procent det seneste år.
Byggeriets lønudvikling er lavere end både i industrien og i serviceerhvervene.
- Forklaringen skal sikkert søges i, at folkene udviser løntilbageholdende og ikke stiller de store krav. Der er groft sagt en vis bekymring for at blive erstattet af en polak. Den udenlandske arbejdskraft presser den danske arbejdskraft på lønnen, og giver automatisk tilbageholdenhed. Folkene prioriterer at have et job. Samtidig er virksomhederne presset på priserne, og mange præsterer ikke imponerende regnskaber, siger Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder i BAT-kartellet, byggefagforbundenes paraplyorganisation.
Intet opsving på vej
Chefanalytiker i Dansk Byggeri Finn Bo Frandsen er enig.
- Lønudviklingen afspejler styrkeforholdet. Der er hård konkurrence om arbejdet. Der er stor forskel på lønningerne i Polen og Tyskland på den ene side og de danske lønninger på den anden, så det er attraktivt for den udenlandske arbejdskraft at komme til Danmark. Også konkurrencen mellem virksomhederne er hård, og der er desværre intet opsving i byggeriet på vej, så virksomheder og ansatte er nødt til at holde igen, siger han.
Når funktionærerne i byggeriet har en markant højere lønudvikling ser Finn Bo Frandsen det som udtryk for, at de er tættere knyttet til virksomhederne, og at det formentlig også handler om at fastholde kernekompetencer.
- Men en lønudvikling på 1,7 procent på et år er heller ingen stor lønstigning, understreger han.
Lønændringer som følge af de afsluttede overenskomster på DA-området indgår ikke i beregningerne, idet statistikken bygger på den midterste måned i kvartalet, det vil sige februar.
De overenskomstaftalte lønforhøjelser pr. 1. marts er med andre ord ikke med i beregningerne.