Danske energipriser er konkurrencedygtige
Ny analyse fra Dansk Energi viser, at mens energipriserne klarer sig godt, så gør lønomkostningerne det ikke
Det er en af hovedkonklusionerne i en ny analyse fra Dansk Energi, der ser nærmere på energipolitikkens betydning for konkurrenceevnen. Analysen blev i går præsenteret på en konference på Christiansborg.
- Vi anerkender fuldt ud, at et udsnit af de danske virksomheder er udfordrede af politisk bestemte ændringer i deres udgift til strøm. Derfor siger vi: Lad os tage hånd om dem, der har udfordringer og give dem en fokuseret lempelse. De energiintensive virksomheder skaber nemlig vigtig værdi og beskæftigelse i samfundet, udtaler Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi i forbindelse med udgivelsen.
Af analysen fremgår det blandt andet, at danske industrivirksomheders omkostninger til energi generelt udgør 1,5 procent af deres produktionsværdi det er lavere end i nabolandene og i USA.
Desuden fremgår det, at mens PSO-betalingen er steget, er elbeskatningen på flere typer af anvendelse faldet, og at danske virksomheder er blandt dem, der producerer mest per anvendt enhed energi.
Udskældt afgift til debat
Den udskældte PSO-afgift var i går også til debat og her var fokus, hvordan politikerne kan hjælpe de energitunge virksomheder.
- Vores overordnede parameter er, at konkurrenceevne og investering i vedvarende energi skal gå hånd i hånd. Vi skal kigge på alle afgiftsinstrumenterne, og her er energiafgifter et vigtigt parameter i forhold til vækst og konkurrenceevne. Det er et af de punkter, som vi vil have med til vækstforhandlingerne efter påske, sagde de konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen i går på konferencen.
Til gengæld er lønomkostningerne i Danmark højest blandt de undersøgte lande. De udgør 18 procent af produktionsværdien, viser analysen.
- Danmark ligger godt i forhold til, hvor meget energiomkostningerne fylder. Men kigger vi på lønomkostningerne, så er det et andet billede. Der ligger industrien i Danmark højt, siger Peter Meibom, analysechef i Dansk Energi.
Klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen (R), glædede sig i går over, at danske el-priser er konkurrencedygtige, men erkender at PSO-afgiften er en udfordring for de energitunge virksomheder.
- Verden kræver, at vi omstiller os til grøn energi. Jeg mener, at energipolitikken tager højde for vores konkurrenceevne - og vi gør os fri af andre lande. Det er lønomkostningerne, der skader vores konkurrenceevne mere end energipolitikken. PSO-afgiften er en udfordring for de virksomheder, der bruger meget energi. Vi må se på energiaftalen undervejs, for det er vigtigt at have faste rammer for virksomhederne, sagde han.
Skader energipolitikken konkurrenceevnen?
Analysen fra Dansk Energi har blandt andet følgende hovedkonklusioner
Danske virksomheder er blandt de mindst udsatte i EU, når energipriserne stiger i Europa eller falder i USA.
Danske virksomheder er blandt dem, der producerer mest per anvendt enhed energi.
Energiintensive brancher, hvor energiomkostninger udgør mere end 15 procent af værditilvæksten, bidrager med 6,7 procent af det private erhvervslivs værditilvækst og 8,5 procent af beskæftigelsen.
Industrien i Danmark udmærker sig ved, at energiomkostningerne kun udgør 1,5 procent af produktionsværdien til sammenligning udgør lønomkostninger 18 procent.
Kilde: Dansk Energi
Læs hele analysen på: www.danskenergi.dk/analyse
Elintensive brancher, hvor elomkostninger udgør mere end 5 procent af værditilvæksten, bidrager med 5,1 procent af de privat erhvervslivs værditilvækst og 7,5 procent af beskæftigelsen.
Set alene på industrien bidrog de energiintensive virksomheder i 2011 med samlet set godt en procent af værditilvæksten i det private erhvervsliv i Danmark.