Sløv men skrøbelig vækst på vej
Vækstpakke bør belønne virksomheder, der investerer i Danmark, lyder opfordringen fra AE
Sådan lyder en af anbefalingerne i AE-rådets økonomiske forårsprognose, som har fået overskriften Krisen synger på sidste vers".
- Forbedrede afskrivningsmuligheder og bedre mulighed for at skaffe finansiering er forhold, der generelt vil hjælpe erhvervslivet og er derfor langt mere målrettede initiativer end lettelser i selskabsskatten, som kun kommer de overskudsgivende og store virksomheder til gavn, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen om anbefalingen.
Risiko for lav vækst
Prognosen beskriver et stemningsskifte i dansk økonomi og øget forbrugertillid, men man noterer, at der fortsat er betydelig risiko for, at dansk økonomi kan fortsætte i slæbesporet.
- Kommer der ikke mere gang i det private forbrug og investeringerne, er der stor risiko for lav vækst og et svagt arbejdsmarked, lyder vurderingen.
Frederik I. Pedersen finder det således vigtigt, at finanspolitikken ikke strammes, og at stat, regioner og kommuner bruger de penge, der er aftalt. Et offentligt underforbrug vil bremse vækst og beskæftigelse.
- Hvis ikke de offentlige myndigheder kan bruge de penge, der er budgetteret med, bør de uforbrugte penge inddrages og bruges på andre vækstskabende initiativer, siger han.
Man kan for eksempel øge renoveringerne i den almene sektor, som har flere projekter klar i skrivebordsskuffen.
Sløjt nybyggeri
AE vurderer, at boliginvesteringerne - det vil sige både nybyggeri og vedligeholdelse - i år vil stige tre en halv procent og næste år fire procent. Selv om vækstraterne er positive, er det dog en afdæmpet udvikling, der skal ses i lyset af, at der blev bygget så meget i de gode år.
Det er især nybyggeriet, der er sløjt, mens det på den korte bane er reparationer efter de to storme i oktober og december 2013, der holder hånden under boliginvesteringerne. For resten af året ventes Boligjobordningen og aktiviteterne i den almene sektor at holde hånden under byggeriet.
AE vurderer, at beskæftigelsen stiger med 15.000 personer i både 2014 og 2015. I 2014 dækker fremgangen over en fremgang i den offentlige beskæftigelse på 6.000 personer.
I Dansk Byggeris konjunkturanalyse fra sidste måned lyder vurderingen på beskæftigelsesfremgang i år med 2.500 personer i byggeriet men tilbagegang igen i 2015.