Rødt politisk fredagschok
Villy Søvndal peger ikke på nogen efterfølger, og politiske iagttagere forudser et hårdt internt politisk slagsmål om formandsposten.
Villy Søvndal understregede på formiddagens pressemøde, at hans tilbagetræden ikke skyldes den vælgerkrise, som SF ifølge meningsmålingerne befinder sig midt i, men at han allerede for et år siden besluttede at træde tilbage i god tid inden næste valg og dermed give en kommende formand mulighed for at markere sig inden næste folketingsvalg, der jo kommer om senest tre år. Villy Søvndal fortryder ikke, at partiet gik med i regeringen, og han understregede, at han fortsætter som udenrigsminister. Samtidig pointerede han, at det ikke er uforeneligt at være både partiformand og udenrigsminister. Han regner i øvrigt med, at partiet vælger en ny formand inden for nogle uger.
Favoritterne
Politiske iagttagere peger på sundhedsminister Astrid Krag som ny formand, eller alternativt partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, der efter manges mening blev groft forbigået til en ministerpost.
Det bliver dog ikke uden kamp, at der udpeges ny formand. SF's såkaldte "grønne fløj" ventes at pege på miljøminister Ida Auken eller handelsminister Pia Olsen Dyhr. Sidstnævnte stillede i øvrigt op mod Villy Søvndal, da han blev valgt i 2005.
Og så er der partiets venstrefløj, der ikke vil forsømme lejligheden til at skabe lidt ravage. ´
Om venstrefløjen stiller med egen kandidfat, eller støtter "de grønnes" kandidat, det vides endnu ikke.