23948sdkhjf

Boligejendomme i positiv prisudvikling

Det går bedre med at få pengene hjem for boligerne. Men der er store forskelle - og behovet for nye boliger er stort
I april steg priserne på huse og ejerlejligheder i forhold til marts. Priserne på huse gik op med 3,2 procent, og ejerlejlighederne blev handlet 1,8 procent over niveauet måneden før.

I forhold til for et år siden er priserne på huse og ejerlejligheder steget henholdsvis 2,7 procent og 9,2 procent. Det viser Danmarks Statistiks ejendomssalg for april 2014.

- Prisen på huse tog et kraftigt hop op med 3,2 procent i april. Man skal være varsom med at tolke udviklingen på baggrund af en enkelt måned, men huspriserne har været stigende gennem foråret og er i dag 2,7 procent højere end for et år siden, siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.

Har bidt sig fast

- Med den store prisstigning på huse i april synes den positive prisudvikling at have bidt sig fast. Men vi har stadig til gode at se de stigende priser sprede sig til alle egne af landet. Hidtil har prisudviklingen været koncentreret omkring landets største byer, siger Peter Jayaswal.

- På ejerlejlighedsmarkedet stiger priserne også pænt med 1,8 procent i april, og priserne har generelt været opadgående siden 2012, siger Peter Jayaswal og fortsætter:

- Det seneste år er priserne på ejerlejligheder steget godt ni procent.

Det er positivt

I Dansk Byggeri vurderer cheføkonom Bo Sandberg:

- Det er som udgangspunkt positivt, at boligmarkedet befinder sig på en stabil genopretningskurve. Det er med til at bringe dansk økonomi og muligvis privatforbruget tilbage på fode. Man bør dog stadig huske på, at boligmarkedet er todelt. Det er de københavnske ejerlejligheder, der fører an, mens der i flere af de andre regioner i bedste fald er status quo.

Trods de kraftige prisstigninger på ejerboliger – i dagens statistik 9,2 procent på årsbasis – er det ifølge Dansk Byggeri fortsat forkert at tale om en boligboble:

- Det er værd at notere sig, at den høje boligefterspørgsel i København primært er demografisk betinget og ikke spekulativ, endnu i hvert fald. Men det er helt afgørende, at der kommer endnu mere turbo på boligbyggeriet i Hovedstadsområdet. Både for at undgå boblelignende tilstande, men sandelig også for at kunne udfylde regionens fulde vækstpotentiale, siger Bo Sandberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235