23948sdkhjf

God arbejdskraft og motorveje skaber vækst

Motorvej og adgang til god arbejdskraft er meget vigtige vækstparametre, viser ny undersøgelse af motorvejenes betydning
Væksten i Esbjerg fortsætter, og den vigtigste betingelse for vækst er en kombination af adgang til kvalificeret arbejdskraft og nem adgang til motorvejsnettet. Det viser en ny analyse, som den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij har foretaget i samarbejde med Esbjerg Erhvervsudvikling. 202 virksomheder fra Esbjerg har medvirket.

"Esbjerg har fundet vejen til vækst", "Jobfest i Esbjerg" og "Vækstplaner i Esbjerg". Overskrifterne har været positive for Danmarks femte største by i de sidste par år. Betingelserne for vækstsuccesen kan nu aflæses i en helt ny analyse, som den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij har foretaget i samarbejde med Esbjerg Erhvervsudvikling og 202 virksomheder i det vestjyske område.

Hele 73 procent af virksomhederne i spørgeskemaundersøgelsen svarer, at adgang til kvalificeret arbejdskraft er en vigtig betingelse for vækst, mens nem adgang til motorvejsnettet kommer på en anden plads med 61 procent.

Kompetencer vigtige

Men der er også andre vigtige forhold, der har betydning for vækst i virksomhederne, og her er det især Esbjerg Kommunes kompetencer, som kommer i fokus. 55 procent af virksomhederne svarer nemlig, at kommunens evne til at tiltrække nye virksomheder er vigtig, 54 procent finder kommunens evne til at tiltrække nye borgere vigtig, og endelig svarer 43 procent, at det er hurtig og kompetent kommunal sagsbehandling, som er vigtigt.

Direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling Tom L. Nielsen siger:

- Resultatet af undersøgelsen harmonerer særdeles godt med vores forventninger. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft og nem adgang til Esbjergmotorvejen spiller en helt afgørende rolle for vores virksomheders vækstmuligheder. Adgangen til kvalificeret arbejdskraft kombineret med effektiv transport af personer og varer er vitale forudsætninger for virksomhedernes konkurrencekraft. Spørgeskemaundersøgelsens resultater er samtidig god viden i Esbjergs Erhvervsudviklings arbejde med at sikre de bedste vækstbetingelser for vores virksomheder.

Analysen er en del af Grontmijs arbejde med at skabe viden om, hvilken betydning realiserede motorveje har for vækst og skal anvendes til at forbedre grundlaget for at kunne beregne betydningen for nye eller opgraderede motorvejes betydning for vækst.

Motorvejsalder giver forskelle

Analysechef i Grontmij A/S Brian Gardner Mogensen siger:

- Resultaterne fra Esbjerg er spændende og differentierer sig i forhold til den motorvejsanalyse, som vi lavede tidligere på året i Herning og Ikast-Brande. Her var det adgangen til motorvejsnettet, som var den vigtigste vækstbetingelse. I den forbindelse er det også vigtigt at nævne, at Esbjergmotorvejen blev indviet i 1998, mens den sidste bid af Herningmotorvejen blev indviet i 2012. Aldersforskellen kan have en betydning for virksomheders svar. Nu skal den nye viden fra Esbjerg sammenholdes med resultater fra vores andre undersøgelser for at finde ligheder og forskelle i virksomhederne opfattelse af motorvejenes betydning for vækst. Sidste år undersøgte vi Svendborgmotorvejens betydning for vækst, og i år har vi undersøgt Herningmotorvejene og Esbjergmotorvejen, mens Holbækmotorvejen kommer senere i år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.022