Sjusk af værste skuffe
I det aktuelle tilfælde er det langtfra kun entreprenørfirmaet der har sjusket, og kommunen - bygherren - har da også vedgået sit eget ansvar i sagen.
Uanset hvad, så kan det næppe være skatteborgerne, der skal betale for det manglende overblik, og formentligt også manglende tilsyn - og måske manglende kompetencer, der har ført til, at byggeriet kunne opføres så dårligt, som det er tilfældet.
Men der påhviler også entreprenøren et ansvar. Det er hen i skoven at gå med til at lave et byggeri, han som udgangspunkt er nødt til at sjuske med, for at komme i nærheden af en fortjeneste.
Byggerier af enhver art fungerer bedst, hvis der er lidt gevinst for alle parter i det - det vil sige bygherren får sit hus som forventet, og i en forventet kvalitet, og entreprenøren kommer ud af det med en fortjeneste i behold.
Det har selv de store bygherrer måttet sande, herunder en række af de offentlige. Michael Christiansen, der har stået for en række store byggerier, erkender også i sine foredrag, at det eneste rigtige mål er at sigte imod, at alle kan komme til at tjene penge på et projekt. Det betyder nemlig, at byggeriet går glat, og uden problemer, og at det ikke behøver ende i en retssal.
Specielt i tider, hvor der er for lidt arbejde, og det er alles kamp mod alle, som det har været i de senere år, er det som bygherre meget vigtigt at holde sig for øje at vælge den rette samarbejdspartner.
Der skal naturligvis være konkurrence, men som vi har set det i adskillige større konkurser, er det næppe til gavn for hverken samfundet, bygherren, eller virksomheden selv, hvis man underbyder så meget, at man ikke kan tjene penge, endsige holde udgifterne hjemme.