Nykøbing M. får nyt boligområde
40 nye boliger skal opføres på den gamle slagterigrund i Nykøbing Mors
Boligprojektet hedder Dueholm Klosterpark, og det er planen, at parken skal lægge grund til i alt 40 boliger på den gamle slagterigrund i Nykøbing Mors. Alle boliger får en smuk udsigt til Limfjorden og tager hensyn til en striks lokalplan, der sikrer at udsigten til Limfjorden forbliver smuk for alle.
Morsø Tømrer & Snedkerforretning A/S bliver efter planen færdig med at bygge to store dobbelthuse på den gamle slagterigrund i Nykøbing Mors den 1. oktober, og det er de første i rækken af nye huse på grunden.
De to huse er tegnet af arkitekt Klaus Peter Bak fra Nykøbing M. i tæt samarbejde med Morsø Tømrer & Snedkerforretning og er opført som lavenergibyggeri.
Projektleder Max Mikkelsen fra Morsø Tømrer & Snedkerforretning forklarer, at husene er udført med opvarmning med fjernvarme, samt at der udføres ventilation med varmegenvinding, samtidig med at der hele vejen igennem byggeriet er arbejdet med energirigtige løsninger.
- Vi har valgt at have mest mulig lavenergi til vores huse, samtidig med at vi lever op til arkitektens æstetiske visioner, forklarer Max Mikkelsen.
Det betyder, at husene er meget smukke toplanshuse bygget som dobbelthuse med indgang i det lavere plan foran huset. Husene har fladt tag med tagpap, hvilket sikrer et moderne udseende, der signalerer slægtskab med traditionelt kystnært byggeri.
Lokalt samarbejde
I hele projektet har det været vigtigt, at Morsø Tømrer & Snedkerforretning A/S har arbejdet med lokale samarbejdspartnere. Alle vinduerne er produceret af Outrup Vinduer & Døre og er et resultat af et unikt samarbejde mellem Outrup og Rockwool.
Morsø Tømrer & Snedker A/S har udført husene som elementbyggeri. Det betyder, at byggetiden bliver væsentligt nedsat, da det er muligt at lave flere byggeprocesser sideløbende. Mens der er blevet lagt fundament og rør ned, har tømrerne arbejdet hjemme på værkstedet med at bygge vægge og tagelementer.
- Det tog kun tre dage at rejse og lukke to huse på hver 176 kvm ved hjælp af denne teknik, siger Max Mikkelsen og fortsætter:
- Det nedsætter ikke kun byggetiden, men sikrer også byggeriet mod fugtpåvirkninger og giver derved størst mulig kvalitet i det færdige byggeri.