Skat strammer grebet
Skat modtog sidste år 6.843 anmeldelser om sort arbejde og sort økonomi, en stigning på 26 procent
Det er en stigning på omkring 26 procent i forhold til året før, og tendensen er, at de fleste anmeldelser modtages som anonyme henvendelser pr. telefon.
Ifølge Skat bliver alle anmeldelser seriøst vurderet i forhold til en klar identifikation af den anmeldte, men omkring 30 procent vurderes som "ikke identificerbare", idet anmeldelsen enten er useriøs eller direkte chikane mod den anmeldte.
Arbejdet fortsætter
Regeringen vil i 2012 fortsætte arbejdet med at bekæmpe den sorte økonomi sammen med andre myndigheder og har netop sendt et lovforslag om sort arbejde i høring, siger skatteminister Thor Möger Pedersen.
Når Skat modtager en anmeldelse på en person eller en personligt drevet virksomhed, vil den anmeldte blive underrettet om anmeldelsen efter bestemmelser i persondataloven.
Penge i kassen
- Den type af anmeldelser, der bliver højest prioriteret, er henvendelser om uregistrerede virksomheder, fortæller tovholder René Rasmussen, Skat Midt- og Sydsjælland, og fortsætter:
- Anmeldelserne dækker i øvrigt temmeligt bredt i forhold til brancher. Topscorere er dog byggebranchen, restauranter, pizzeriaer, rengøring, autoværksteder, vognmænd og anmeldelser vedrørende socialt bedrageri.
Anmeldelserne har i 2011 på landsplan ført til ændringer i indkomsten på cirka 146 mio. kr., moms cirka 32,9 mio. kr. og A-skat cirka 14,6 mio. kr.