Flere søger mod installationsbranchen
Installationsbranchens tre videregående uddannelser optager i år syv procent flere studerende
De 290 optagne på studierne til energiteknolog, el-installatør og vvs-installatør skal igennem en moderne, to-årig uddannelse, og efterspørgslen på de færdiguddannede er høj.
- Branchens uddannelser hører til de få videregående uddannelser, hvor der er tæt på at være jobgaranti. Samtidig fører uddannelserne til livslang læring og mange udviklingsmuligheder. Årsagen er, at branchen har brug for mange og høje kompetencer. Det tror jeg er med til, at flere har lyst til at søge ind på de tre uddannelser, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det er ikke nemme uddannelser, men svære studier, der kræver en masse og giver en masse, blandt andet i form af fremtidige jobs som ledere eller selvstændige erhvervsdrivende.
Stigningen i antallet af optagne er ifølge Tekniq særligt glædeligt, da der var et stort fald i optaget på de tre uddannelser i 2013, fra 366 studerende i 2012 til 271 studerende i 2013.