I samarbejde med Dansk Passivhus Center i Aalborg har Scandia Windows i Ulstrup udviklet et nyt vinduessystem med en karm-ramme kontruktion i træ-kork-alu, som nu har fået det blå stempel med passivhuscertifikat fra det globale Passivhaus Institut i Darmstadt.
Det nye danske vinduessystem retter sig mod både nybyggeri og renovering på det globale marked for passivhusbyggeri og produceres i en indbygningsklar karm-ramme-konstruktion, der med u-værdier på 0,68 sikrer markedets hidtil laveste varmetab på den samlede vindueskonstruktion i en karm-ramme.
- Byggeriets krav til certificering og dokumentation skærpes voldsomt i disse år, og vi er stolte over med afsæt i uvildige analyser på Teknologisk Institut og Darmstadts certificering at kunne tilbyde markedets bedst dokumenterede vindues-system. Der er ingen dunkle punkter. Alle egenskaber og ydelser er fuldt belyst og dokumenteret, siger direktør Kenneth Klausen fra Scandia Windows.
Nordjyske Skandia Windows A/S i Ulstrup har gennem mere end tyve år specialiseret sig i produktion af kvalitetsvinduer, og virksomheden forventer med afsæt i en betydelig forhåndsinteresse at det nye vindue vil slå stærkt igennem på virksomhedens markeder i blandt andet Skandinavien og England.
Det nye vindue er udviklet i samarbejde med Dansk Passivhus Center i Aalborg og certificeret af det globale passivhusinstitut i Darmstadt.