Lokale og Anlægsfonden støtter en arkitektkonkurrence om Rønne Svømmehal med 342.500 kr. Konkurrencen er første skridt i den modernisering af hallen, som er et led i indsatsområdet "Nyt liv i gamle svømmehaller".
Arkitekterne skal finde idéer til en moderne, funktionel og arkitektonisk spændende svømmehal, der kan rumme en række forskellige muligheder. Efter en prækvalifikationsrunde, der forventes sat i gang inden længe, udvælges tre til fem arkitektteams til at arbejde videre med deres forslag. Herefter vil indkaldte fagdommere sammen med Bornholms Regionskommune og Lokale og Anlægsfonden udpege det endelige vinderprojekt.