23948sdkhjf

Enggaard opfører kontorer på Aalborg Havn

Det hidtil største byggeri på Østre Havn i Aalborg er påbegyndt. Advokatfirma overtager to etager
Flere af landets havneområder gennemgår i disse år omdannelser fra travle erhvervshavne til nye bolig- og erhvervsområder.

I Aalborg omdannes Østre Havn i øjeblikket fra industriområde til et moderne, centrum- og fjordnært byområde. 150.000 kvm, der grænser op til Musikkens Hus i vest og havnebassinet og den gamle værftsbygning i øst, bebygges med en blanding af lejligheder, ungdomsboliger, kontorer og erhverv.

Nu graves der ud til det, der bliver områdets største bygning. Det er et kontordomicil, der i første etape bliver på 10.000 kvm med mulighed for udbygning med yderligere 7.000 kvm.

Det lokale entreprenørfirma A. Enggaard A/S opfører og er bygherre på byggeriet, der er tegnet af Friis & Moltke. Det får en markant placering ud til Nyhavnsgade mod syd og havnebassinet på Østre Havn og Limfjorden mod nord.

- Kontordomicilet er det fjerde ud af otte planlagte byggerier på Østre Havn og er så langt det største. Det bliver en markant og spektakulær seks etages kontorbygning med fuld p-kælder, og der er kælet for alle detaljer – blandt andet både arkitektonisk og energimæssigt, forklarer adm. direktør Asger Enggaard fra det lokale entreprenørfirma A. Enggaard, der både er bygherre og entreprenør på det nye kontorbyggeri.

Særegn arkitektur

Arkitekturen bliver særegen blandt andet med store fjordvendte glasfacader mod nord, og der anvendes forskellige nye energibesparende løsninger blandt andet fjordkøling.

Flere hundrede personer får sin daglige gang i huset, og cirka en tredjedel af bygningen kommer til at huse et af Jyllands største advokatkontorer.

Det er HjulmandKaptain, der netop har indgået en lejekontrakt omfattende kontordomicilets to øverste etager på cirka 3.500 kvm.

Herved flytter advokatvirksomheden sit hovedkontor med 60 medarbejdere til Østre havn. Virksomheden har over flere omgange udvidet på sin nuværende adresse, men nu er pladsen blevet for trang.

- Østre Havn bliver i mine øjne et af Aalborgs mest attraktive byområder med en god kombination af kultur, bolig og erhverv. Der er kort vej til både centrum og motorvej, og der bliver gode p-forhold for kunder og medarbejdere, siger advokat og bestyrelsesformand Anders Hjulmand fra HjulmandKaptain.

A. Enggaard er i øjeblikket i tæt forhandling med flere andre interesserede lejere og forventer inden for kort tid at have 80 procent af bygningen lejet ud. De nye lejere får fælles hovedindgang, kantinefaciliteter og øvrige fællesfunktioner i stueetagen, og bygningens nordvendte facade åbnes op mod havnebassinet og Limfjorden.

Bygningen er klar til indflytning i sommeren 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.64