Vestas får nyt milliardunderskud
Vindmøllekoncernen Vestas kom ud af første kvartal med et underskud på 1,2 milliarder kroner. Aktien falder.
Det skal sammenlignes med et underskud i samme periode sidste år på 85 millioner euro.
Vestas fastholder forventningerne til driften, men forudser, at der skal sættes knap 300 millioner kroner mere af til de såkaldte V90-3 MW gearkasser.
Gearkasserne er leveret af den belgiske gearkasseproducent ZF Wind Power i perioden juni 2009 til september 2011. Det drejer sig om 376 gearkasser, hvilket dækker omkring en tredjedel af alle de V90-3,0 MW-møller, Vestas leverede i perioden.
- Vestas vil forfølge alle muligheder med hensyn til at opnå en eventuel kompensation fra ZF og den pågældende underleverandør af lejer til dækning af ethvert tab forårsaget af problemer med gearkasserne, hedder det i Vestas' kvartalsregnskab.
Ditlev Engel, administrerende direktør i Vestas, vil dog ikke forholde sig til chancen for kompensation.
- De 40 millioner euro er vores bedste bud lige nu på, hvad Vestas kan ende med at skulle betale.
- Vi vil tale med leverandøren, men indtil vi har en aftale, bliver vi nødt til at hensætte, hvad vi tror, Vestas skal betale, hvis vores syn på problemets årsag er korrekt, siger Ditlev Engel på en telekonference i forbindelse med regnskabet.
Omsætningen steg i årets første kvartal til 1105 millioner euro fra 1060 millioner euro i samme periode året før.
Aktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen siger, at der ikke er meget positivt at sige om Vestas' kvartalsregnskab.
- Som jeg ser det, kan man i princippet nedjustere indtjeningsforventningerne med 90 millioner euro alene ud fra de her to ting, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.
Vestas fastholdt dog sine overordnede 2012-forventninger om en omsætning på 6,5-8,0 milliarder euro
Det dårlige kvartalsregnskab giver Vestas-aktien smæk på Fondsbørsen. Ved åbningen blev aktien sendt ned med 12 procent til kurs 44,88. Efter 10 minutters handel var faldet reduceret til 9,8 procent og en kurs på 46.
/ritzau/