23948sdkhjf

Godkendelse af solcellepuljer trækker ud

EU har sendt yderligere spørgsmål til Energistyrelsen, og derfor afventer godkendelse af solcelleordninger og puljer stadig
De årlige solcellepuljer og solcelleovergangsordningerne har i op mod to år ligget hos EU-kommissionen, som skal tage stilling til, om de skal godkendes eller ej. Godkendelsesprocessen trækker ud, og EU har nu forlænget processen med nye spørgsmål til Energistyrelsen.

- I al den tid har branchen naturligvis kørt på pumperne og ventet på en afklaring. Nu skal vi så igen væbne os med tålmodighed, da godkendelsen trækker yderligere ud, siger Signe Antvorskov Krag, som er formand for VE-Byg under Dansk Byggeri.

I 2012 valgte Folketingets energiforligspartier at sige farvel til den eksisterende solcelleordning, som var godkendt af EU.

Dansk Solcelleforening har tidligere været ude at sige, at det private boligmarked er stoppet, netop fordi man ikke kan søge de årlige solcellepuljer på 20 MW, som giver adgang til nettoafregning på 130 øre/kWh i 2013, hvorefter nettoafregningen falder med 14 øre om året i de efterfølgende puljer frem mod 2017.

Hvis puljerne bliver EU-godkendt vil puljerne for både 2013 og 2014 blive frigivet.

Tvivl om godkendelse

Det undrer Signe Antvorskov Krag, at Energinet.dk ikke er gået i gang med godkendelsesprocessen for solcelleanlæggene.

- Desværre har regeringen valgt at sætte solcelleområdet på standby indtil der foreligger en EU-godkendelse. Det er et rent politisk valg, da der ikke er noget til hinder for, at anlæggene får en betinget godkendelse af Energinet alene med forbehold for EU-godkendelsen, så der i det mindste skabes klarhed på dette punkt, siger hun.

Hun påpeger nemlig, at Energinet.dk sagtens allerede nu kan vurdere, om solcelleanlæg opfylder de kriterier, der er for at blive omfattet af puljerne og overgangsordningerne. Dermed kan ansøgerne få vished om, om de overhovedet kan forvente tilsagn, hvis EU godkender den nye solcellemodel.

- Man kan undre sig over, at de ikke går i gang med at give betingede godkendelser. Det hele er mørklagt. Hvad er det for nogle spørgsmål, EU stiller? Er grunden til, at de ikke vil gå i gang med at godkende, at de ikke tror, at EU godkender puljerne, spørger Signe Antvorskov Krag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094