Både Skat og Arbejdstilsynet oplevede problemer på de byggepladser, der blev besøgt forleden i forbindelse med en fælles myndighedsaktion mod social dumping.
Arbejdstilsynet konstaterede ved besøg på knap 60 byggepladser i alt 15 udenlandske virksomheder, der ikke var tilmeldt det lovpligtige RUT-register. Firmaerne kan nu imødese en politianmeldelse og en bøde. Desuden blev der afgivet 47 alvorlige påbud på grund af sikkerhedsproblemer. Skat oplevede problemer hos to tredjedele af de virksomheder, der havde opgaver på byggepladserne.
- Resultaterne for byggebranchen er tilsyneladende lige så problematiske som i marts, da de tre myndigheder lavede den første fælles aktion, siger skattedirektør Per Jacobsen.