23948sdkhjf

Stikprøver skal sikre tagpaps kvalitet

Ny ordning for tagpap skal være med til at sikre, at kvaliteten er i orden
Når Energistyrelsens markedskontrol halter bagefter, må man tage sagen i egen hånd, mener Tagpapbranchens Oplysninsråd (TOR).

Derfor har TOR i slutningen af april startet en ny godkendelsesordning. Ordningen hedder TOR Godkendt, som vil udføre kontrol med tagpap på byggepladser.

- Vi vil udføre stikprøvekontrol et par gange om året for hver producent for at tjekke, at produkterne lever op til de egenskaber, de skal have for at være omfattet af TOR Godkendt, forklarer Tommy Bunch-Nielsen, sekretariatschef i TOR.

Ud over stikprøvekontrollerne vil TOR Godkendt også blandt andet kontrollere, at tagpapprodukternes datablade er i orden.

For at kunne være med i godkendelsesordningen skal producenterne og leverandørerne - ud over at overholde lovkravene til brandsikkerhed og Bygningsreglementet - overholde TOR’s anvisning 24, som blandt andet indeholder krav til trækstyrke og styrke i svejsninger.

- Der er ingen lovkrav til kulde og fleksibilitet. Vi mener, at det er vigtigt at have fastsatte værdier for at være sikker på tagpappens kvalitet og egnethed til det danske klima, siger Tommy Bunch-Nielsen.

Giver klarhed

Jan Alstrøm, der er konsulent i Tagdækningssektionen under Dansk Byggeri, hilser godkendelsesordningen velkommen.

- TOR Godkendt fastholder tilliden til det arbejde, der udføres, når håndværkerne har en deklaration på, at produktet er godkendt og afprøvet, siger han og fortsætter:

- Ordningen giver klarhed over, hvad det er for produkter, man har med at gøre, og hvad de kan. Det giver forbrugerne og byggeriets parter en større sikkerhed.

To danske med

Indtil videre er to danske leverandører med i godkendelsesordningen - Icopal Danmark A/S og Nordic WaterProofing A/S, men inden for en måned forventer Tommy Bunch-Nielsen, at fire til fem udenlandske leverandører også er på medlemslisten.

Desuden fortæller han, at nogle af de udenlandske leverandører, som TOR har oplevet problemer med, muligvis også melder sig ind i ordningen.

TOR Godkendt bliver styret af et godkendelsesudvalg, som består af repræsentanter fra Statens Byggeforskningsinstitut, Forsikring og Pension, Cowi, Nordic Water Proofing, Icopal samt Inta.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.391