23948sdkhjf

Et skridt i den rigtige retning

Regeringens første udspil til en del af forårets vækstpakke bliver hilst velkommen af Tekniq og Håndværksrådet, der håber, at den samlede pakke bliver mere omfattende
- Ethvert skridt, der kan lette skatter og styrke kapitalgrundlaget i de små og mellemstore virksomheder, hilser vi velkommen.

Sådan lyder adm. direktør i Tekniq Niels Jørgen Hansens reaktion på den del af regeringens vækstudspil, der blev offentliggjort i går.

Regeringen vil gøre et nyt iværksætterfradrag, en nedsættelse af udbytteskatten og en forlængelse af vækstlåneordningen til en del af forårets vækstpakke, der i de kommende uger skal forhandles på plads.

- Før vi klapper i hænderne, vil vi se den samlede vækstplan. Det her er relativt begrænsede forslag, som de her løfter sløret for. Den samlede vækstplan er forhåbentlig mere omfattende, siger Niels Jørgen Hansen, der håber, at den samlede vækstpakke kommer til at indeholde en langsigtet BoligJob-ordning, rettet mod klima- og energi, så energieffekten kan blive styrket.

Hos Håndværksrådet mener afdelingschef Frank Korsholm, at generalprøven er bestået og er overvejende positiv.

- Det her bringer nok ikke himmelsk fred i Danmark, men det er et skridt i den rigtige retning, og de små og mellemstore virksomheder kan godt bruge det til noget. Der er nogle gode initiativer, der bidrager til at skaffe kapital til de små og mellemstore virksomheder, og det har været tiltrængt. Vi er positive, men ikke oppe at ringe, siger han.

Frank Korsholm håber, at det samlede udspil bliver vækstskabende.

- De forslag, vi nu har set, skaber kapital. Vi har også brug for forslag, der løfter væksten. Og så mangler der initiativer til de helt små mikrovirksomheder - det kunne for eksempel være en skattekredit på 100.000 kroner til virksomheder med under 10 ansatte. Det kunne bidrage til at styrke deres egenkapital, siger Frank Korsholm.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094