Den afgørende forskel
Også på byggepladsen har virksomheder glæde af Ulrik Wilbeks ledelsesfilosofier, som han skriver om i bogen "Gør en forskel Hvad kan du bidrage med"
Og sandt er det da også, at meget få trænere, om nogen overhovedet, har stået bag så mange medaljetriumfer som den karismatiske træner, der i dag slår sine folder i Viborg, men i sine unge år voksede op i Virum nord for København. Og så er han endda født i Tunesien, men det er en helt anden historie.
Når han ikke lige er optaget af slutrunder og træning med landsholdspillerne, har Ulrik Wilbek en passion for begrebet "ledelse". Det er nemlig ikke tilfældigt, hvad der foregår på trænerbænken under kampene og ved træningerne mellem kampene.
Derfor har Ulrik Wilbek da også skrevet flere bøger om ledelse, den seneste "Gør en forskel- hvad kan du bidrage med" var en stor succes, og han er såmænd i gang med endnu en bog.
Gør dig umage
- For at gøre en forskel skal man først og fremmest gøre sig umage. I idrættens verden skal man slå rekorder, og det kræver mere eller mindre træning alt efter den enkeltes viljestyrke. Men vi skal gøre os umage i alle livets facetter.
- Det gælder også, når man servicerer i en butik eller en café. Hvis folk gik rundt med en blok i forskellige butikker og caféer for at notere, hvordan de er blevet serviceret på en skala fra 1 til 10, tror jeg ikke, at mange i København ville give et 10-tal. Jeg synes ofte, at man mødes med en lettere ligegyldighed af personalet. Der er selvfølgelig også nogen, som er rigtigt dygtige og servicemindede. Min pointe i bogen er, at vi kunne blive meget bedre til at gøre os umage og yde vores bedste hver eneste gang i stedet for kun en gang imellem ved særligt festlige lejligheder, siger Ulrik Wilbek til Licitationen.
Motivation/inspiration
Ulrik Wilbek mener, at dem, der finder det svært altid at yde sit bedste, også er dem, der "venter på, at andre motiverer dem":
- Men man kan ikke motivere andre. Man kan inspirere dem. Sidder man og venter på at blive motiveret, skal man ikke være med hos mig. Man skal selv kunne bidrage. Det er den kultur, jeg er meget interesseret i. En bidragskultur hvor alle spillere og medarbejdere er i stand til at kunne byde ind med det, de nu kan. Min fornemste opgave er at skabe plads til, at det, de enkelte er gode til, også er det, de får lov til. Så motiverer de nemlig sig selv. Jeg skal ikke hele tiden fortælle dem, at de skal gøre tingene anderledes, fortsætter landstræneren.
Ulrik Wilbek mener i øvrigt ikke, at ambitioner alene er forbeholdt eliteidrætten:
- Der er dæleme også mange andre, der har ambitioner. Mange vil gerne frem. Ambitioner er blandt andet motivation, men det er vigtigt ikke at forveksle det "at tjene mange penge" med den indre motivation om at løse en given opgave bedst muligt. Jeg nægter at tro på, at eksempelvis fodbold- eller håndboldspillere bliver bedre af at få én million kroner mere eller mindre. Det spændende er opgaven, de løser. Det er netop det, der er så spændende ved at få et hold til at fungere...
Venner og uvenner
Når det drejer sig om at "gøre en forskel", kan det ifølge Ulrik Wilbek ske på forskellige niveauer:
- Nogen vil gerne gøre en forskel ved at blive husket for aldrig at blive uvenner med nogle. Andre vil gøre en forskel i forhold til de resultater, de skaber, og atter andre vil gøre en forskel ved at have styr på tingene. Vi er forskellige mennesketyper, og som leder er det ud fra disse typologier vigtigt at møde folk, hvor de er, i stedet for der hvor man selv er.
Når Ulrik Wilbek skal beskrive de enkeltes styrkepositioner, anvender han en farveskala udviklet af det århusianske firma Garuda, hvor de enkelte farver blå, grøn, grå og rød - hver beskriver kvaliteter som eksempelvis samarbejde, udvikling, struktur og resultater. Modellen bygger på den teori, at der i enhver afdeling skal varetages de fire nævnte funktioner for, at tingene fungerer optimalt:
- Det er et meget gennemsigtigt system, hvor den enkelte er domineret af flere farver. Men at lære om sig selv, hvordan jeg er, og hvordan jeg reagerer, det er forudsætningen for at ændre adfærd og dermed udvikle sig selv. Men det bidrager også til forståelsen af de andre på holdet. Jeg prøver at bevæge mig hen, hvor den enkelte spiller befinder sig. Jeg skal ikke bruge de forkerte ord til de "røde" præstationsorienterede, der bare vil opnå resultater, ved at sige "vær nu positiv". Der er ikke noget, der lyder mere åndsvagt for dem end ordet "positivt". Det svarer for dem til "lalleglad". De kreative "grønne" skal ikke have at vide, at de skal læse en manual på 200 sider. De vil meget hellere prøve det selv. Der er altså opgaver, man ikke skal sætte folk til, hvis man gerne vil have, at de er motiverede, siger Ulrik Wilbek.
Ligner dem selv
Ifølge Ulrik Wilbek begår mange ledere den fejl, at de ansætter folk, der ligner dem selv:
- Det er måske problemløst, så længe, det går godt, men når der opstår modgang, mangler man måske den kreative. Den store udfordring ved at få et hold til at fungere, og det gælder både på en arbejdsplads og et håndboldhold, er at samle de forskellige kompetencer både fagligt og psykologisk. Samlede man eksempelvis et fodboldhold med bare "Michael Laudruper", ville der ikke være nogen til at tackle, siger landstræneren, der blandt andet har fortalt om sine ledelsesprincipper på byggepladser:
- Det er et af de områder, hvor man er kommet meget langt med både faglærte og ufaglærte. Man arbejder med disse ledelsesprincipper og finder ud af, hvad den enkelte er god til. Det kan så opprioriteres. Man vender også hierakiet ledelsesmæssigt, så de medarbejdere, der har kontakten med kunderne, bestemmer, hvordan tingene skal være. I stedet for en eller anden meget langt væk øverst i hierakiet bestemmer, hvordan de daglige opgaver udføres. Det er helt tåbeligt, mener han.
Positive reaktioner
Byggearbejderne reagerer ifølge Wilbek meget positivt på hans ledelsesbudskab:
- Var det for ti eller femten år siden, havde situationen nok været anderledes. Da var man ikke så klar til forandringer. Men nu er alle dele af det arbejdende samfund klar til at ændre og forny på en helt anden måde end tidligere. Også fordi det er nødvendigt. Derfor er det nogle gange meget godt at få en krise. Vi skal have nogen modgang for at komme videre. Ellers bliver vi bare tilfredse og tror, at alt bare går godt, uden at vi "gør en forskel". Det spændende i denne tid er, at mange skal gøre en forskel, for at både de selv og samfundet kommer videre, siger Ulrik Wilbek og leverer lige have et bud på, hvordan det går ved de kommende olympiske lege i London for det danske herrehåndboldlandshold:
- Jeg er sikker på, at vi gør det bedre end i Beijing, hvor vi blev nummer syv. Denne gang griber vi tingene lidt anderledes an. Der er fire eller fem hold, der er mindst lige så dygtige, som vi er. Så vi skal være ydmyge, men vi skal også optimere vores præstationer og forberedelser. Det er sværere at få den første førsteplads end at få den anden, siger Ulrik Wilbek, der ikke lægger skjul på, at både han og spillerne vil være skuffede, hvis ikke det ender med en dansk medalje:
- Det bliver såmænd svært nok. Det er kvartfinalen, der bliver nøglekampen for at komme til at spille med om medaljerne. Men jo mere du vinder, jo mere tror du på, at du vinder næste gang...
@FAKTA-LILLE-MED-INDL: