23948sdkhjf

Vækst og konsolidering prægede 2013

Arkitktfirmaet Gottlieb Paludan Architects’ årsrapport er netop udkommet. 2013 var et år med både vækst og konsolidering for firmaet, der har markeret sig med Nørreport Station, letbane, klimapark og stor hollandsk byggeopgave
Gottlieb Paludan Architects skal sammen med GHB Landskabsarkitekter, Kontrapunkt og Cowi stå for udformningen af de 27 stationer og den landskabelige indpasning på den kommende københavnske letbane.

Rådgiverholdet vandt for nyligt den omfattende arkitekt- og landskabsarkitektopgave, der med letbanen vil løbe gennem ni kommuner fra Ishøj i syd til Lundtofte i nord, og skal binde Københavns kommuner tættere sammen, på tværs af S-togslinjer og øvrige transportkorridorer. Banen forventes at være køreklar i 2021 og få 13-14 mio. passagerer årligt.

Rådgiverteamet, med Gottlieb Paludan Architects som totalrådgiver, udgøres af nogle af landets mest erfarne rådgivere indenfor design og planlægning af infrastruktur og byrum, og Metroselskabet lagde til grund for valget, at teamet har vist en klar forståelse for projektets kompleksitet.

Konsolidering

Virksomhedens årsrapport er netop blevet godkendt på generalforsamlingen 1. april.

Her står, at udviklingen i eksport prioriteres med aktiviteter i Sverige, Norge, England og Japan. Omsætningen fra eksportmarkederne er i 2013 øget med 30 procent. De største eksportmarkeder er dog fortsat de nordiske lande, som udgør små syv procent af den samlede omsætning.

Kristian Hagemann, adm. direktør i Gottlieb Paludan Architects er tilfreds med det økonomiske resultat for 2013, som netop er offentligtgjort.

- 2013 var et år med både vækst og konsolidering for os. I 2012 fusionerede vi med Public Arkitekter, det tidligere DSB Arkitekter, og efterfølgende har vi som forventet arbejdet på at ensrette vores arbejdsprocesser og integrere vores forskellige kompetencer, sådan at vi nu fremstår som en fuldt integreret virksomhed med omkring 90 mand. 2013 bød også på stærk fremgang med en stigning i nettoomsætning på 24 procent i forhold til året før, især indenfor vores vigtige satsningsområder mobilitet og planlægning. Der er tale om organisk vækst, som simpelthen skyldes, at vi har vundet flere opgaver, siger Kristian Hagemann.

Det drejer sig for eksempel om stibroen ved Odense Banegård, Carlsberg Station på Vesterbro, Ny Nordhavn Station, og et omfattende byudviklingsprojekt i Norske Odda.

- Realisering af Ny Nørreport Station var og er fortsat en stor opgave for os. I 2013 lavede vi også arbejdet som for nylig resulterede i, at vi blev tildelt arkitektopgaven på den nye letbane rundt om København. Netop den opgave styrker vores position som førende i Danmark indenfor teknisk betonet arkitektur, siger Kristian Hagemann.

Klimapark

Et rådgiverhold med Gottlieb Paludan Architects i spidsen har desuden for nyligt vundet opgaven med at byggemodne og projektere Hillerød Forsynings 51 hektar store klimapark med landskab og vådområde samt udformning af forsyningens nye domicil. Projektet er et vigtigt skridt i realiseringen af en ambitiøs Energi-, Klima- og Miljøpark.

- Der bliver tale om en unik sammensmeltning af energiproduktion, vandrensning, ressourcegenbrug og klimatilpasning – alt sammen udformet som et offentligt rekreativt landskab, der også har pædagogisk sigte, lyder det i en pressemeddelelse fra arkitektvirksomheden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094