Politikere tilfredse med kontrolmekanismer
Energiforligskredsen er umiddelbart tilfreds med aftaler på solcelleområdet
- Vi følger solcellemarkedet tæt for at sikre, at der reelt sker en udbygning, men samtidig for at sikre, at den ikke bliver for dyr. Vi vil desuden sikre, at vi ikke igen kommer i en situation, hvor vi meget sent i forløbet opdager, at der sker mere eller mindre udbygning, end vi havde regnet med, forklarer energi- og klimaordfører Jens Joel (S).
Tilfreds med aftaler
Jens Joel fortæller, at forligsparterne indtil videre ser positivt på den kontrol, man nu har fået med solcellemarkedet.
- Der er generelt en god stemning og en fornemmelse af, at de aftaler, som vi har indgået, holder. Men sandheden er, at der jo ikke er kommet rigtig gang i markedet igen. Mange af puljerne er endnu ikke blevet udloddet. Eksempelvis var der sat penge af i 2013 til en af puljerne, som bliver udloddet samtidig med puljen for 2014, for der er jo ikke sket noget i 2013, siger han og fortsætter:
- Det ser ud til, at vi har fået de rigtige kontrolmekanismer, men det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at se, om vi er tilfredse. Vi er foreløbigt tilfredse med, at vi kan holde styr på udviklingen, og så vil vi, når vi har set, hvad 2014 bringer, vurdere, om det er det rigtige niveau.
Lang proces
Mange aktører på solcellemarkedet - heriblandt Tekniq - Installatørernes Organisation og Kommunernes Landsforening (KL) har i længere tid efterspurgt klarhed på området, da mange projekter har været i venteposition, fordi de afventede nye regler.
Til ventetiden siger Jens Joel:
- Vi har været nødt til at tage bestik af, at der kom en for hurtig udbygning. Det er selvfølgelig ikke ønskeligt, og det havde været sjovere, hvis vi fra starten af havde haft fuldstændig snor i solcellemarkedet. Det er klart, at når man bliver nødt til at foretage et indgreb, så har det givet noget ventetid, men alternativet havde været værre - nemlig at vi fortsat ikke havde styr på det.