23948sdkhjf

Stadig stor forskel på byggesagsbehandlinger

Ny analyse viser, at der fortsat er store forskelle på tiden, kommunerne bruger på at sagsbehandle byggeansøgninger
I 59 af landets 98 kommuner må boligejere og virksomheder i gennemsnit vente mere end to måneder på at få sagsbehandlet deres byggesager.

Kun syv kommuner har en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på under en måned.

Det viser en ny analyse af sagsbehandlingstiden i landets kommuner, som Dansk Byggeri har foretaget baseret på nye tal fra Energistyrelsen.

Analysen konkluderer, at der er alt for store forskelle på den tid, kommunerne bruger på at sagsbehandle byggeansøgninger - både når det gælder privat byggeri og erhverv.

Mens det i Ringkøbing-Skjern, Aabenraa og Middelfart tager omkring tre uger at få sagsbehandlet en byggesag, tager det i Vejen, Hørsholm og Gladsaxe over fire måneder.

Her kunne man antage, at den store forskel i behandlingstid hænger sammen med antallet af byggeansøgninger, som kommunerne modtager. Men den sammenhæng gælder ifølge Dansk Byggeri ikke.

- Selv mellem kommuner med nogenlunde samme antal byggesager er forskellen stor. For eksempel bruger Aabenraa Kommune omkring tre uger på at behandle en typisk byggesag, mens Gladsaxe Kommune bruger knap 4,5 måneder, og det på trods af, at Gladsaxe Kommune har 500 årlige byggesager, mens Aabenraa Kommune har 815, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius.

Læsø i top

Det er dog ikke kun inden for den samlede sagsbehandlingstid, at der er store forskelle kommunerne imellem.. Også inden for enfamilieshuse og erhvervsbyggeri svinger sagsbehandlingen meget.

Helt i top er landets mindste kommune, Læsø, med en sagsbehandlingstid på 13 dage for huse og syv dage for erhvervsbyggeri. Men her må man antage, at antallet af byggesager på Læsø, dog er overkommeligt.

Til gengæld skal Gladsaxe som den langsomste bruge 222 dage på godkendelse af et enfamilieshus, mens Langeland Kommune bruger 412 dage på et erhvervsbyggeri. For alle sager gælder det, at det er byggesager afsluttet i perioden marts 2013 til 2014.

Fokus i vækstpakken

Der findes i dag ingen regler for, hvor længe kommunen må være om sagsbehandlingen eller hvor længe, der må gå, før kommunen går i gang med sagsbehandlingen af en ansøgning.

Torben Liborius glæder sig dog over, at der i Folketingets vækstpakke lægges op til, at der skal ske ændringer på området.

- Forhåbentligt vil kravene i vækstpakken ændre på tingene i og med, at der stilles krav om, at sagsbehandlingstiden sættes ned med en tredjedel. Det er positivt, at der stilles konkrete krav, og det vil forhåbentligt gøre, at der bliver skabt mere ensartethed på området, siger Torben Liborius.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093