Arkæologer finder bryggeri i Odense
Under udgravninger i Odense er der fundet bemærkelsesværdige fund
Udgravningen er en del af forberedelserne til den store omdannelse af Odense bymidte, hvor en fire-sporet vej gennem Thomas B. Thriges Gade bliver omdannet til boliger, grønne byrum og p-kælder med plads til 1.100 biler.
Og det ene spændende fund efter det andet dukker frem fra jorden, og nu har arkæologerne fundet et særligt spændende bindingsværkshus med tydelige spor af et bryggeri ved middelalderens Adelgade i Odense.
Inde i huset har arkæologerne fundet et lager af byg-korn og på husets gårdsplads var der en meget spændende brønd. Brønden består af tre tønder sat ovenpå hinanden og er usædvanligt velbevaret.
En del af bygkornene i huset var spirede og netop spirede bygkorn var en grundingrediens i middelalderens ølbrygning.
Alt tyder derfor på, at der har været et bryggeri i huset. Brønden har højst sandsynligt forsynet bryggeriet med de rigelige mængder af vand, som er nødvendige for at brygge øl.
Middelalderarkæolog Maria Elisabeth Lauridsen mener, at der må være tale om et hjemmebryggeri.
- Der var kun meget få deciderede bryghuse i middelalderen. Det vi har fundet er højst sandsynligt et bryggeri, som har forsynet husets egne beboere. Det kan dog godt være, at man har haft en lille øl-bod, hvor man har solgt øl til forbipasserende. Ikke er en decideret kro, men mere en slags øl-udsalg, siger Maria Elisabeth Lauridsen.
Huset og brønden kan dateres til 1300-tallet, hvor øl var en meget vigtig drikkevare. Man drak simpelthen øl i stedet for vand, fordi vandet i byerne for det meste var for beskidt til at drikke.
- Det er lidt usædvanligt med et mini-bryggeri inde i byen. Bønderne på landet bryggede øl til eget forbrug, men inde i byerne købte man for det meste sit øl, siger Maria Elisabeth Lauridsen.
Odenses øl-fejde
Fra Odense kender man flere skriftlige kilder fra middelalderen, som fortæller om uenigheder blandt odenseanerne om netop ølbrygning og øl-salg i byen.
I midten af 1400-tallet kom det til en regulær fejde på ord, hvor selv kongen blev inddraget.
Købmændene i middelalderens Odense havde sørget for, at de selv havde eneret på salg af øl i byen. Det klagede byens håndværkere over til Kong Christian den 1. i midten af 1400-årene.
Håndværkerne mente, at det øl, som købmændene solgte var for ringe og de ville selv have lov at brygge og sælge deres eget øl.
Maria Elisabeth Lauridsen er i fuld gang med at læse op på historien om øl-fejden i Odense. Sammen med fundene fra den store udgravning, er overleverede breve og dokumenter med til at danne et farverigt og nuanceret billede af livet i middelalderens Odense:
- For arkæologer er det altid ekstra spændende, når de skriftlige kilder og de fysiske fund supplerer hinanden og det kan meget vel være et håndværker-hjemmebryggeri, som det der omtales i de skriftlige kilder, vi har fundet. Det er da en sjov tanke, synes jeg, understreger hun.