Toget kører, men vi skal have flere med
Det kommer ikke som den store overraskelse for mig, og vi tog allerede fat i den udfordring for flere år siden. Helt konkret har vi i DS Håndværk & Industri sammen med Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet gennem de seneste fem år sat ekstra ressourcer ind for at motivere virksomheder til at tage lærlinge, så vi i fremtiden har de nødvendige kvalificerede ressourcer i byggebranchen.
Men flere lærepladser gør det ikke alene, vi skal have flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og derfor skal vi have stoltheden tilbage i byggeriet. Håndværkerne skal være stolte af de projekter, de er med til at bygge rundt omkring i landet i de kommende år. Og deres børn skal være stolte over at fortælle, at deres far - eller mor - var med til at bygge det nye supersygehus i Odense, letbanen i Aarhus, Metroen i København eller et af de mange andre store anlægsprojekter.
Den nye erhvervsskolereform er på vigtige områder med til at understøtte erhvervsuddannelserne som et lige så godt og sikkert uddannelsesvalg, som for eksempel det almene gymnasium. Vi skal anerkende og respektere erhvervsuddannelserne, som det de er en billet til sikker beskæftigelse i fremtiden, en solid vej til videre uddannelse, et fantastisk afsæt til et liv som ejerleder og et springbræt til spændende og fagligt udfordrende arbejde i hele verden.
Med de mange store anlægsprojekter over hele landet vil der i de kommende år blive brug for flere tusinde faglærte håndværkere. Og de udenlandske virksomheder står på spring, hvis vi ikke selv sørger for at få uddannet og omskolet tilstrækkeligt med håndværkere til at klare opgaverne.
Men vi må også acceptere, at vi agerer i en international verden. Vi har både udenlandske virksomheder og arbejdskraft i landet, på samme måde som rigtig mange danske virksomheder opererer uden for Danmarks grænser.
Vi hilser den udenlandske konkurrence velkommen, men vi skal sikre os, at de arbejder under de samme vilkår som danske virksomheder.
Ellers vil både sikkerhed og fair konkurrence være sat ud af spillet.
Vi skal anerkende og respektere erhvervsuddannelserne, som det de er en billet til sikker beskæftigelse i fremtiden, en solid vej til videre uddannelse, et fantastisk afsæt til et liv som ejerleder og et springbræt til spændende og fagligt udfordrende arbejde i hele verden."