23948sdkhjf

Et arbejdsliv i SMV’ernes tjeneste

Håndværksrådets adm. direktør Ane Buch fylder 60 år i dag
Små og mellemstore virksomheder, SMV’er, har spillet hovedrollen i Håndværksrådets adm. direktør Ane Buchs arbejdsliv.

En projektansættelse i Håndværksrådet tilbage i 1981, hvor den Ane Buch fik ansvaret for at redigere firebindsværket Håndværkets Kulturhistorie, fik vakt Ane Buchs livslange interesse for de SMV’ers vilkår og betydning for samfundet.

Interessen for SMV’erne er ikke svækket, og kun en kort afstikker som folketingssekretær fra 1989-1991 har forstyrret et over 30 år langt arbejdsliv i den eneste danske hovederhvervsorganisation, der udelukkende varetager SMV’ernes interesser. Ane Buch er kendt for sit dybe engagement i erhvervspolitik, og netop det store engagement er løbende blevet omsat i politiske resultater til gavn for SMV’erne.

Stigende betydning

Særligt de senere år, hvor Ane Buch har været adm. direktør for Håndværksrådet, er SMV’ernes betydning for velfærden, uddannelsesindsatsen og jobskabelsen i Danmark kommet i politikernes søgelys.

Det har givet en række konkrete politiske resultater; blandt andet flere SMV-rettede vækstpakker, en barselsordning for selvstændige, håndværkerfradraget, mere SMV-venlig udbudspolitik i stadig flere kommuner og andre tiltag, der styrker SMV’ernes mulighed for at udvikle virksomhederne og dermed bidrage til udviklingen af Danmark.

Fornyelse styrker

Ane Buch har gennem hele sin karriere i Håndværksrådet haft blik for, hvor nødvendigt det er for SMV’ernes – og dermed hele dansk erhvervslivs - konkurrencedygtighed, at virksomhederne fornyer sig. Derfor har en del af Håndværksrådets aktiviteter rettet sig mod at gøde jorden for iværksætteri og innovation inden for de traditionelle håndværksfag. Ane Buch har blandt andet stået for en række analyser på området og repræsenterer SMV’erne i en række udvalg og råd, der har arbejdet for styrket innovation i SMV’erne.

Mere kvalitet

Uden dygtige faglærte ville Danmarks konkurrenceevne og eksport styrtdykke. Faglærte er grundstammen ikke bare i SMV’er i håndværksfagene men også i større, eksportorienterede virksomheder, ligesom faglærte spiller en nøglerolle i den offentlige sektor. Lige så stor en rolle har arbejdet med at sikre kvalitet i erhvervsuddannelserne spillet i Ane Buchs hidtidige karriere.

Privat er Ane Buch ivrig kulturbruger med stor interesse for blandt andet teater og opera, og hun bruger mange timer i familiehytten i Norge, hvor hun står på langrendsski.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141