Bølgegang i Svendborgsund
Ikke nok med det, men at kommunens eget kontrolbud viser sig at være så fejlbehæftet, at tilbuddet bliver langt dyrere end den billigste entreprenør, både på pris og efter beregning af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, er stærkt problematisk. Det kan ikke undgå at vække bekymring, når kommunen så langt ind i den endelige fase af en licitation, foretager en politisk kovending.
Begrundelsen er nemlig politisk, fordi den "røde" del af byrådet har fået øje på, at der dels kan være et vist socialt hensyn i at bevare entreprenørafdelingen, og dels et pres fra det lokale erhvervsliv, der for en dels vedkommende gerne ser entreprenørafdelingen bevaret. Men det holder ikke. Har man valgt at konkurrenceudsætte og endvidere iværksætte en licitation, så fanger bordet. Dén diskussion skulle have været taget for to år siden, da man vedtog strategien for konkurrenceudsættelse.
Hvis det lykkes for det lille politiske flertal, vil der også være andre kommuner, der kan finde på at skifte støvler midt i vadestedet. Og det er ikke en holdbar situation for det private erhvervsliv, som bruger op til flere millioner kroner på at beregne tilbud. Det kan også vise sig, at virksomhederne afholder sig fra at byde for ikke at blive snydt for ordren. Det kan desuden betyde, at bydende virksomheder indregner en vis usikkerhedsrisiko, med dyrere tilbud til følge. I øvrigt er man nødt til at følge de spilleregler, der sættes op i regelgrundlaget for udbud.
Og tillige er det lykkedes over al forventning for Svendborg Kommune at udstille sig selv som en uprofessionel aktør ved ikke selv at have orden i sit kontrolbud. Fejlberegninger ender med at kommunens bud er 1,3 millioner kroner dyrere end det bud, man lagde ind fra starten, og tilmed langt dyrere end flere af de andre bydendes.
Det viser med al tydelighed, at det er rigtigt sundt at få den pågældende entreprenørafdeling gennemlyst og konkurrenceudsat. Kommunen forsøger ganske vist at skyde skylden over på sin rådgiver, men lad os nu se om den holder vand. For kommunen kommer til at slås på flere fronter, hvis man vælger at gennemføre annulleringen sidst i marts. Det gælder den forsmåede vinder af licitationen, et meget forslået image, samt ikke mindst kampen for at få arbejdet gjort økonomisk mest fordelagtigt.