Plan uden incitamenter
De 21 punkter i strategien fokuserer på krav til, hvordan bygninger skal renoveres. Højere energikrav til vinduer og andre byggematerialer, en forbedret energimærkningsordning og bedre rådgivning til de boligejere, der ønsker at energirenovere deres bygning. Det gælder både erhvervsbygninger, offentlige bygninger, enfamiliehuse og flerfamiliebygninger.
For så vidt meget godt. Men ikke helt perfekt. Og det er lidt en skam, fordi planen ikke rigtigt rummer nogle incitamenter til at komme i gang med energirenovering, udover naturligvis de indbyggede besparelser, som tiltagene vil give.
Man kan frygte, at det ikke helt er nok til for alvor at sparke energirenoveringen i gang. Befolkningen har nemlig vænnet sig til, at lige så snart man får en besparelse, så hæves afgifterne bare, og så er pengene så at sige spildt, - bortset fra naturligvis det positive, at man sparer atmosfæren for noget CO2.
Det, man reelt beder folk om, er at foretage en investering, som meget vel kan vise sig at blive udhulet. Vi har set det ske før, for den til enhver tid siddende regering vil bare komme og sige at skatteprovenuet er faldende, så vi er nødt til at opkræve noget mere.
Skal man for alvor have gang i tingene, så burde man indarbejde økonomiske incitamenter, således at energirenoveringen bliver til en integreret del af for eksempel Boligjobordningen, som dokumenteret ned til sidste komma slår fast, at et skattefradrag giver en positiv her-og-nu effekt på ikke blot beskæftigelsen, men også på mængden af sort arbejde. Hvis man dertil kan lægge en positiv effekt på miljøet ved at gøre det attraktivt at energirenovere under denne ordning, ville det give en tredobbelt effekt.
Man kunne sagtens lave en ordning der tilgodeser de fag, der i dag er inde under ordningen, men som også tilgodeser de fag, der kan give en håndsrækning til miljøet med energirenovering.
