Omvalg af uddannelse giver stort frafald
Der er brug for bred vifte af initiativer for at bekæmpe frafald på erhvervsuddannelserne, mener tænketanken DEA
Det viser en analyse, som uddannelsestænketanken DEA har lavet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik.
DEAs opgørelse viser, at 30 procent af de elever, som starter på en erhvervsuddannelse, allerede tidligere har forsøgt at klare sig igennem mindst én erhvervsuddannelse. Samtidig viser tallene, at sandsynligheden for at gennemføre en erhvervsuddannelse bliver mindre og mindre, jo flere gange man forsøger sig.
Tre fjerdedele af de elever, som begyndte på en erhvervsuddannelse i perioden 1998-2007, havde ingen afbrudte uddannelser bag sig. Fem procent havde to eller flere afbrudte erhvervsuddannelser bag sig.
Blandt elever, der ikke tidligere er startet på en erhvervsuddannelse, gennemfører 56,5 procent. Har eleverne allerede én afbrudt erhvervsuddannelse bag sig, er tallet lidt mindre. Med tre eller flere afbrudte forsøg bag sig er det kun godt 38 procent, som gennemfører den påbegyndte erhvervsuddannelse.
Reform er ikke nok
Det er en velkendt problematik, at frafaldet på erhvervsskolerne er højt. Blandt de elever, som begyndte på en erhvervsuddannelse i 2007, havde kun 51 procent gennemført deres uddannelse i 2012. I 1980 gennemførte hele 73 procent af eleverne den påbegyndte erhvervsuddannelse.
Ifølge DEA skyldes det høje fravalg og de mange omvalg flere forhold. Det kan være dels manglen på praktikpladser, dels at Ungepakkerne fra 1996 og 1999 har tvunget unge ind på erhvervsuddannelserne.
En målsætning i den nyligt vedtagne erhvervsuddannelsesreform er at nedbringe frafaldet på erhvervsuddannelserne, så 67 procent gennemfører i 2025.
DEA mener imidlertid ikke, at en reform af uddannelserne ikke er nok.
- Løsningen må fra politisk hold være at bekæmpe frafaldet med en bred vifte af initiativer. Det gælder både adgangskrav, kvalitetsløft i folkeskolen, flere praktikpladser især øst for Storebælt, og bedre undervisning på skolerne. Samtidig må vi også stimulere virksomhedernes samfundsansvar, så praktikpladssituationen forbedres. Her ser det ud til, at de mindre virksomheder er bedre til at tilbyde praktikpladser end de store, konkluderer DEA i sit notat.