23948sdkhjf

Milliongevinst ved bedre signalstyring

Der kan hentes million-gevinster ved effektivisering af trafiksignalanlæg
En undersøgelse fra Vejdirektoratet viser ifølge næstformanden for Folketingets Transportudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V), at der er million-effektiviseringer skjult i trafiksignalanlæggene rundt om i landet.

Cirka otte procent af signalanlæggene er ikke trafikstyrede, og det betyder i praksis, at trafikanterne får alt for mange unødvendige stop til skade for miljøet og økonomien.

Flemming Damgaard Larsen opfordrer derfor Vejdirektoratet til "straks at formulere en klar strategi for, hvordan signalstyringen kan optimeres":

- Vi kan ikke undgå at skulle stoppe for rødt, men vi kan sikre at signalanlæggene er trafikstyrede, så vi får færre stop og en mere effektiv trafikafvikling, siger venstrepolitikeren.

Halv liter ekstra

Han peger på, at en 40-tons lastbil, der stopper for rødt for igen at accelerere til 70 km i timen, bruger en halv liter brændstof mere end ved uhindret kørsel:

- Kan vi filtrere alle de unødvendige stop ud, er det noget, der for alvor kan mærkes på bundlinien. Den danske transportbranche er under hårdt pres. Regeringens store skatte- og afgiftsstigninger har kostet dyrt på konkurrenceevnen, og derfor skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt for, at forbedre rammevilkårene for transportbranchen, som blandt andet at sikre en mere effektiv trafikafvikling, siger Flemming Damgaard Larsen.

Vejdirektoratet vurderer, at et øget fokus på signalanlæggenes funktion kan spare det danske samfund for op til 1,3 mia. kroner om året. Heraf vil brændstofbesparelserne udgøre omkring 174 mio. kroner.

Kommunal slendrian

- Gevinsterne ved bedre signalstyring er åbenlyse, og derfor kan det undre, hvorfor de gevinster ikke er blevet hentet for længst. Det skyldes, at ansvaret for signalanlæggene i langt de fleste tilfælde ligger hos de kommunale forvaltninger, der – for at sige det mildt – meget sjældent prioriterer signalanlæggene i det daglige arbejde. Der er ingen tvivl om, at der ligger million-effektiviseringer gemt i de mange signalanlæg, der ikke fungerer optimalt. Derfor bør Vejdirektoratet i samarbejde med de kommunale forvaltninger straks formulere en strategi med klare mål og konkrete midler for, hvordan signalstyringen optimeres, slutter Flemming Damgaard Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11