Byggebranchen har taget register til sig
LedningsEjerRegistret, LER, er en succes på alle måder. I 2012 rundede man over 100.000 graveforespørgsler inden for et år. Siden starten i 2005 har LER rundet i alt 600.000 forespørgsler
Enhver antenneforening, vand- eller elforsyning kender til konsekvenserne, hvis entreprenører eller andre graver uden at sikre sig, hvor der findes ledninger.
I antenneforeningerne må medlemmerne undvære tv-og internet i timevis, måske flere dage, og når det gælder elforsyningen, er enhver moderne bolig total afhængig af, at der er strøm i kontakterne. Og mangel på vandforsyning tør de fleste end ikke tænke på.
God aktivitet
Noget tyder på, at interessenterne er blevet bedre til at søge de relevante oplysninger, inden de stikker gravemaskinens store klo i jorden. I 2005 blev den første forespørgsel i LER registreret 1. september, og siden har der været omkring 600.000 graveforespørgsler.
Ledningsejerregistret blev etableret som en mulighed for, at alle, der graver i den danske muld, let kan indhente ledningsplaner fra relevante ledningsejere og dermed reducere graveskader på den nedgravede infrastruktur.
De flere end 100.000 graveforespørgsler i 2012 tyder ifølge by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) på god aktivitet i bygge- og anlægssektoren.
Standardiseret
En graveforespørgsel er en standardiseret måde at indhente ledningsplaner fra de ofte privatejede ledningsejere uanset om det er lokale vandværker eller store teleselskaber. Med disse planer i hånden kan entreprenørerne bedre forberede og udføre gravearbejdet, og hver dag bruger i gennemsnit cirka 300 entreprenører, kloakmestre og rådgivere LER som en del af deres graveforberedelser.
Carsten Hansen er glad for, at LER kan understøtte en præcis kommunikation mellem bygge- og anlægssektoren og de forsyningsvirksomheder, som ejer ledninger i jorden:
- LER blev oprindelig lavet for at reducere risikoen for skader på vores infrastruktur, og derfor er jeg rigtig glad for, at erhvervslivet har taget løsningen til sig. Det er sjældent, at vi oplever, at der pludselig ikke er vand i hanen eller strøm i stikkontakten, og det skyldes, at branchen som helhed er vældigt gode til at håndtere de risici, der ligger på vejen ud til de enkelte husstande. Jeg er glad for, at vi i ministeriet kan understøtte disse bestræbelser med en løsning, som dækker hele landet siger Carsten Hansen.
Godt værktøj
Ifølge fuldmægtig i Ministeret for By, Bolig og Landdistrikter Henrik Suadicani, der har det daglige ansvar for LER, er det store antal graveforespørgsler glædeligt og afspejler formentlig, dels at LER er blevet accepteret som et godt og nødvendigt værktøj i forbindelse med gravearbejde, og dels at den nedgang, som generelt ses i bygge- og anlægssektoren, ikke genfindes i ledningssektoren i samme grad.
Han fortæller, at hver graveforespørgsel berører i gennemsnit 7,2 ledningsejere, og at det fortrinsvis er professionelle, der bruger LER, men løsningen kan også bruges af private. LER er gebyrfinansieret, og en graveforespørgsel koster tre øre per kvadratmeter.