Politiske tabuer i spil

I et politisk landskab, hvor politikerne i årevis er gået mest op i at være politisk korrekte, har Danmark i Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance øjensynligt fået en politiker, der på befriende vis tør være ukorrekt.

Det begyndte med hans opgør med "fattigdomsmyten", et opgør der har fået selv en socialistisk regering til at bebude et opgør med den måde, kontanthjælpen indtil nu er tildelt på.

Senest har han taget fat på en række politiske tabuer ved at pege på behovet for offentlige besparelser i størrelsesordenen 150 milliarder kroner. Det svarer såmænd "kun" til 15 procent af de offentlige budgetter.

Det har mange private virksomheder måttet foretage under den nuværende krise, men når man taler om besparelser i det offentlige, er det nærmest som at begå kætteri.

Fra hele det politiske spektrum hagler det ned med kritik over de brede kuglestøberskuldre på det nye folketingsmedlem, og han beskyldes nærmest for at ville grave en social og velfærdsmæssig grav, hvor hele det danske samfund kastes i.

I stedte for at tage reel stilling til, hvad "den politiske kuglestøber" har sagt, træder rygmarvsreaktionerne til med voldsom kraft.

Men der er næppe nogen, der vil betegne Danmark som værende "ikke et velfærdsland" i 1970-erne, da der ikke var noget, som hed efterløn. Der er næppe heller nogen, der vil betegne antallet af offentlig ansatte under Poul Nyrup Rasmusens regeringstid som udtryk for velfærdsmassakre. Man kan næppe heller betegne Sveriges dagpengeperiode som udtryk for, at Sverige ikke er et velfærdssamfund.

At hæve pensionsalderen til et år højere, end hvad der var gældende i 70’erne, er næppe et forsøg på at ødelægge velfærdssamfundet i en tid, hvor vi lever længere og dermed skal forsørges at skattekroner i længere tid.

Til gengæld kan regeringens nye skatter og afgifter undgås, topskatten afskaffes, selskabsskatten halveres, og der er balance i budgetterne. Det vil skabe dynamik og den vækst, der efterlyses.

I et land, hvor den økonomiske lighed har udviklet sig så langt, at forskellen på at arbejde og lade sig forsørge af andres arbejdsindsats nærmest har udviklet sig grotesk, må det være på sin plads at sætte spørgsmålstegn ved udviklingen.

Joachim B. Olsen forsøger blot som den lille dreng i "Kejserens Nye Klæder" at sætte spørgsmålstegn ved, om vi i misforstået godhed har opbygget et samfund, der i alt for høj grad fjerner ansvaret fra den enkelte borger og lægger det over i systemets usikre favn.