23948sdkhjf

Nej tak til at hæfte for underentreprenør

Dansk Byggeris bagland vil ikke indføre juridisk og økonomisk hæftelse for underentreprenørers forhold
For virksomheder, der er medlem af Dansk Byggeri, skal det være den naturligste ting i verden, at også eventuelle underentreprenører er omfattet af overenskomst.

Men det skal ikke være en juridisk pligt, som i sidste ende kan føres tilbage til medlemsvirksomheden.

Således lyder tilbagemeldingerne fra nogle af de brancher, som udgør Dansk Byggeri.

- Vi skal holde vores egen sti ren, men vi kan ikke juridisk og økonomisk stå på mål for forholdene hos en underentreprenør, siger formanden for Dansk Byggeris murersektion, murermester Henning Østergaard Jørgensen.

Fagbevægelsen har op til overenskomstforhandlingerne, som så småt er ved at gå i gang, stillet krav om en såkaldt tredjepartsforpligtelse.

Det vil sige, at en virksomhed, der sender opgaver videre til en underentreprenør, forpligter sig til, at også underentreprenøren er overenskomstdækket – enten i form af medlemskab af en overenskomstbærende organisation eller ved tiltrædelsesoverenskomst.

Stor bevidsthed

Samtidig vil forpligtelsen indebære, at medlemsvirksomheden hæfter for underentreprenørens eventuelle manglende overholdelse af overenskomsten. Fagbevægelsen mener, at en sådan forpligtelse vil være et effektivt værn mod underbetalt udenlandsk arbejdskraft.

Dansk Byggeri har hidtil afvist kravet – netop fordi Dansk Byggeris medlemsvirksomheder kan pådrage sig et fagretligt ansvar for forhold hos en tredje part.

- Og det er jeg helt enig i, siger formanden for Tagdækningssektionen, direktør Torben Bjørndahl.

- Jeg oplever en stor bevidsthed om, at arbejde også i underentreprise skal være på overenskomst, og det skrives så vidt jeg ved også ind i de fleste kontrakter, og oftest møder vi stor forståelse fra udenlandske aktører om, at de skal meldes ind i Dansk Byggeri. Vi er i samme båd. Vi undergraver vores egne vilkår, hvis underentreprenører ikke har orden i tingene, men jeg oplever ikke, at vi har problemer, siger han.

Går for vidt

Murersektionsformand Henning Østergaard Jørgensen mener, at det vil være at gå for vidt, hvis man skal påtage sig ansvar for en underentreprenørs forhold.

- Det er logisk og rimeligt, at vi som medlemmer af Dansk Byggeri kun anvender overenskomstdækkede underentreprenører, men vi skal ikke hæfte, hvis en underentreprenør misbruger vores tillid, siger han.

Ikke mindst i Nordsjælland oplever de lokale håndværksmestre presset fra billig udenlandsk arbejdskraft.

Alligevel er formanden for Dansk Byggeri Nordsjælland, direktør Jørgen Simonsen, lunken over for et juridisk forpligtende tredjepartsansvar.

- Store som små virksomheder har en fælles interesse i, at alle er organiserede og omfattet af overenskomst. Sådan er det desværre ikke i dag og bliver det nok desværre heller aldrig, og derfor kan vi heller ikke løse alle problemer med unfair konkurrence gennem sådanne aftaler. Men os, der er medlem, bør ad frivillighedens vej være enige om, at vi bruger organiserede firmaer som underentreprenører, og at vi dermed ikke påfører hinanden unfair konkurrence, siger Jørgen Simonsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109