23948sdkhjf

Tyskere køber ejendom af NCC

Tysk ejendomsselskab har overtaget nyopført ejendom i Lyngby nord for København
NCC har solgt en ejendom på Lyngby Hovedgade til Patrizia Nordics, der er et datterselskab til det børsnoterede tyske ejendomsselskab Patrizia Immobilien AG. Tyskerne har lagt 130,2 mio. kroner for ejendommen.

- Det er første gang, vi sælger et projekt til Patrizia, og samarbejdet har været godt. Det er en kvalitetsejendom på en attraktiv beliggenhed, og der er parallelitet i vores måder at vurdere værdi og risici på, siger Marius Møller, der er adm. direktør i NCC Property Development A/S.

Ejendommen på Lyngby Hovedgade 49B er fuldt udlejet til en række butikker, en kaffebar, et spisehus samt til en boligenhed og et mindre kontorlejemål.

Butikslejerne tæller blandt andet Bonde Boutique, Friluftsland, Café Baresso og Meyers Spisehus. Lyngby Hovedgade er et af Danmarks mest travle handelsstrøg, og der har været god efterspørgsel efter de attraktive lejemål.

- Et salg i denne størrelsesorden giver plads til flere interessante projekter hos NCC Property Development. Vi har allerede flere nye projekter i pipelinen, som vi forventer at igangsætte i 2014, siger Marius Møller.

Rivende udvikling

Ejendommen på Lyngby Hovedgade omfatter 2.257 kvm butik, kontor og bolig og blev færdigopført i 2012.

- Lyngby er en by i rivende udvikling med et stærkt handelsopland, og blandt andet derfor positionerer byen sig som et interessant investeringsområde for Patrizia. Med endnu en investering i en velbeliggende erhvervsejendom cementerer vi vores interesse for det danske marked. Inden for de seneste cirka 12 måneder har Patrizia investeret mere end en mia. kroner i Danmark, og vi forventer at udvide den danske ejendomsportefølje yderligere i indeværende år, siger Rikke Lykke, der er managing director, Patrizia Nordics A/S.

Patrizia Immobilien har været på det danske ejendomsmarked siden sommeren 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109