23948sdkhjf

Retssager sluger kuratorers tid

Pihls kuratorer bruger mange arbejdstimer på rets- og voldgiftssager
Det er ikke kun krav fra kreditorer og videreførsel af projekter, der har udgjort en stor del af de flere tusinde timer, kuratorerne har brugt på konkursboet efter Pihl & Søn. Også tvists- og retssager fylder meget af arbejdet.

Fredag sendte kuratorerne en cirkulæreskrivelse ud, hvor de blandt andet giver en foreløbig opgørelse over krav og aktiver i konkursboet. Af cirkuklæreskrivelsen fremgår det, at Pihl & Søn var involveret i 23 verserende rets- og voldgiftsager på konkursdagen. Heraf havde Pihl & Søn selv anlagt syv. Ud over de 23 sager var der yderligere ni sager, som ved konkursdagen ikke kørte for en domstol eller voldgiftsret.

“Arbejdet forbundet med gennemgang af 23 verserende rets- og voldgiftssager har tids- og omfangsmæssigt været en overordentlig stor opgave, men det er kuratellets vurdering, at der vil tilgå såvel panthaverne og boets øvrige kreditorer (efter indfrielse af panthaverne) et betydeligt provenu som følge af det udførte arbejde og boets indtræden i sagerne," skriver kuratorerne i cirkulæreskrivelsen.

En af de 23 verserende tvistesager er en sag anlagt af Pihl & Søn mod Hotel d’Angleterre. På konkursdagen var Pihl & Søn i besiddelse af en række af de materialer, som hotellet skulle bruge i forbindelse med restaureringen. Foreløbig har konkursboet indvundet 7,1 mio. kroner fra hotellet ved en indgået aftale om køb af materialerne.

Også sager i udlandet

Det er ikke kun i Danmark, at Pihl & Søn er involveret i tvistesager. Blandt andet er boet involveret i en sag i Trinidad Tobago ud for Venezuela.

Sagen udspringer af en underentrepriseaftale, som Pihl indgik i 2009 med bygherren Eisenbau Essen GmBH. Parterne kunne ikke blive enige om den endelige slutopgørelse, og derfor endte det med, at Pihl anlagde voldgiftssag. Hovedforhandlingen under voldgiftsagen forventes at finde sted i november 2014, og kuratorerne forventer, at sagen vil indbringe konkursboet et væsentligt provennue.

Kuratellet har også valgt at indtræde i den verserende retssag i USA omkring Thulebasen i Grønland. Pihl & Søn indgik i perioden fra 1963 til 1970 i et joint venture, som havde en række kontrakter med den amerikanske stat om Thulebasen.

Det er tidligere Thule-arbejdere, der kræver 200 mio. amerikanske dollars - svarende til knap 1,1 mia. danske kroner i erstatning.

Kuratorerne skriver i cirkulæreskrivelsen, at retssagen er en såkaldt “test case", som kan medføre en lang række andre søgsmål fra andre tidligere medarbejder, hvis den tabes. Imidlertid forventer man at vinde sagen:

“Kuratellets videreførrelse af retssagen er sket efter grundige overvejelser og drøftelser med den amerikanske advokat. Retsagen er cirka 3/4 gennemført og i henholdt til boets amerikanske advokat, forventes sagen at falde ud til konkursboets fordel, hvorved den samlede passivmasse forventeligt vil kunne reduceres med et beløb i størrelsesordenen USD 200 mio."

Konkursboets samlede passiver udgør ifølge den foreløbige opgørelse fem mia. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11