Uddannelse - med besvær
For en ting er den gymnasiale uddannelse, som givetvis trænger til en opstramning, men inden man bliver enige om, hvordan det skal gøres, så går der igen tid. Det er nemlig meget vigtigt at få gjort noget ved erhvervsuddannelserne, så de unge kan få sig en kvalitativ uddannelse på et praktisk niveau, og hvor de kan forvente at lære det fornødne til at kunne klare sig med stolthed i erhvervslivet, når de bliver færdige.
Når det så er sagt, så er der også grund til at se på gymnasieuddannelserne. Der er for mange, der søger denne vej uden at få det optimale udbytte af den, og derfor ville de i virkeligheden stå bedre ved at tage en erhvervsuddannelse.
Men der behøver ikke være tale om en samlet reform. De kan godt køre hver for sig. Det handler nemlig om at optimere de unge, der gerne vil have en erhvervsuddannelse, så de står så godt rustede som muligt, når de går i gang, og at det er de rigtige, der kommer i gang.
Øgede adgangskrav til gymnasierne vil dog formentligt øge presset på erhvervsuddannelserne, så man også her skal være opmærksom. Men det er ligeså vigtigt, at man ikke får de unge til at falde igennem systemet, så de på grund af for høje krav ender i en uddannelsesmæssig affaldscontainer og - igen på grund af høje krav - ikke kan komme i gang med noget.
Vi må erkende, at der er forskel på de unges niveau, som der iøvrigt altid har været, og nogle egner sig til et videre akademisk forløb via gymnasiet, og andre egner sig bedre til en praktisk tilgang til livet som erhvervsaktiv.
En række unge kan også klare at kombinere de to ting, og det skal der også i fremtiden være plads til.